OK25: Status pt, og hvad så nu?
Vi siger ikke, at OK25-klokkerne efterhånden bimler mere end selv juleklokkerne kan præstere. Vi siger bare, at forberedelserne til OK25 efterhånden er rigtig godt i gang.
Senest har CO-industri holdt det sidste af i alt otte optaktsmøder, hvor 1.159 tillids- og afdelingsrepræsentanter har deltaget. Til møderne fortæller de to topforhandlere, Claus Jensen, formand for CO-industri og forbundsformand for Dansk Metal og Mads Andersen, næstformand for CO-industri og formand for 3F Industri, om bagtæppet for de kommende OK-forhandlinger.
Undervejs har deltagerne haft mulighed for at stille spørgsmål til topforhandlerne, og det har de gjort. Fra Aalborg i Nord til Agerskov i Syd og helt til Bornholm i Øst, er der blevet debatteret alt fra HK’s 50 procents-regel til pension, vilkår for skifte- og natholdsarbejde, medlemsfordele og meget mere.
Ifølge Claus Jensen, formand for CO-industri, er optaktsmøderne ”en kæmpe gave til os forhandlere, fordi de er med til at give os et endnu bedre indblik i, hvad der rører sig blandt medlemmerne. Og det er det, som Mads og jeg har med i tasken, når vi sætter os ved forhandlingsbordet over for Dansk Industri,” skriver han i et opslag på Facebook.
527 forslag til OK25
Og der er rigeligt at tage med til forhandlingsbordet, skulle vi hilse og sige. 527 forslag har CO-industri modtaget fra deres ni medlemsforbund, der blandt andet tæller os i Malerforbundet. Forslagene handler om alt fra bedre vilkår for de tillidsvalgte, særlige fordele til medlemmer, forbedringer i forhold til arbejdstid, ferie, fridage og fritid, pension og uddannelse.
En del af forslagene er blevet uddybet og kvalificeret rundt omkring til Optaktsmøderne, og nu er det op til Claus Jensen og Mads Andersen at få medlemmernes mest brændende ønsker med i den nye overenskomst.
Hva’ sker der (for os) nu?
I Malerforbundet har vi netop afholdt et topmøde for vores dygtige og engagerede tillidsvalgte. De delte gavmildt ud af deres erfaringer, udfordringer og løsninger på, hvordan vi kan sikre den bedst mulige overenskomst for malerfaget. Vores forhandlingsudvalg er med andre ord klædt godt på til at sætte sig ved forhandlingsbordet overfor Danske Malermestre.
Det sker, når CO-industri og Dansk Industri præsenterer det såkaldte ”gennembrudsforlig.” Det danner baggrund for samtlige overenskomster i Danmark – herunder Malerforbundets med b.la. Danske Malermestre. Vi regner med, det kommer i løbet af februar 2025.
Afstemningerne om OK25 finder formentlig sted i slutningen af marts-midt april. Her er det op til dig som medlem at afgøre, om du er tilfreds med det resultat, vi har forhandlet hjem eller ej. Det får du selvfølgelig meget mere information om, når vi kommer så langt. Indtil da kan du følge med i OK25-processen på maler.dk/OK25.