Politik | 01. april 2025

PRESSEMEDDELELSE

Malerforbundets ledelse besøger Trump i Mar-a-Lago

01. april 2025 | Malerforbundet.dk

Malerforbundets formand Tonny Olsen og den øvrige hovedbestyrelse deltog i sidste uge i et eksklusivt møde på præsident Donald Trumps residens, Mar-a-Lago i Florida. Besøget fandt sted på invitation fra Trumps kampagneorganisation og kommer i kølvandet på en betydelig økonomisk donation fra Malerforbundet til den nyligt afsluttede valgkamp i USA.

Ifølge Malerforbundet er formålet med besøget at opbygge internationale forbindelser, sikre faglig inspiration og udforske nye strategier for politisk mobilisering og kommunikation.

– Vi deltager i møder med ledere fra hele verden, når vi vurderer, det kan give faglig værdi. I det her tilfælde er det interessant at se, hvordan en politisk bevægelse formår at engagere millioner af mennesker – også selv om vi ikke nødvendigvis deler deres politiske udgangspunkt, udtaler Tonny Olsen.

En overraskende donation

Malerforbundet har kanaliseret midler gennem en international støtteorganisation, som støttede Trumps kampagne økonomisk. Forbundet bekræfter, at der blev ydet et beløb, men ønsker ikke at oplyse størrelsen.

– Det er ikke en støtte til et specifikt politisk program, men til en platform for dialog, faglig udveksling og langsigtet interessevaretagelse, siger en talsperson for forbundets sekretariat.

Fagligt fokus: organisering og kommunikation

Under besøget deltog Malerforbundet i workshops og samtaler om bl.a. digital medlemsaktivering, kampagneledelse og “identitetsbåret kommunikation”, som har spillet en central rolle i Trumps valgkamp.

– Vi kan lære noget af, hvordan man mobiliserer sin base og bruger medier offensivt. Det er relevant, uanset hvem der sidder for bordenden, siger næstformand Paw Østergaard Jensen.

Reaktioner og kritik

Besøget har allerede vakt debat blandt medlemmer og samarbejdspartnere i den danske fagbevægelse. Flere stiller spørgsmål ved, om forbindelser til en kontroversiel politiker som Trump er foreneligt med Malerforbundets værdier.

– Vi forstår, at det vækker reaktioner. Men vi opererer i en global virkelighed, og vores opgave er at være nysgerrige og handlekraftige. Det her handler om faglig udvikling, ikke om at skifte politisk retning, siger Tonny Olsen.

Fremtidige internationale relationer

Malerforbundet oplyser, at det vil fortsætte med at deltage i internationale netværk og arrangementer, uanset politisk observans, så længe det kan bidrage til at styrke medlemmernes position og rettigheder.

– Vi er her for medlemmerne. Og vi er nødt til at tænke nyt – også når det gælder, hvem vi lytter til, og hvor vi henter inspiration, slutter formanden.


Del: