Organisering | 12. december 2025

Retning og fællesskab på Malerforbundets Topmøde 2025

Hvordan styrker man en fagforening i en tid med medlemsfald, nye generationer og stigende krav til både kommunikation og politisk gennemslagskraft? Det spørgsmål dannede rammen om Malerforbundets Topmøde, hvor tillidsvalgte fra hele landet mødtes 10.–11. december 2025.

Topmødet blev åbnet af næstformand Paw Østergaard Jensen, som satte fokus på medlemsudviklingen over de seneste 20 år. Budskabet var klart: Skal Malerforbundet stå stærkt i fremtiden, kræver det en fælles indsats for at styrke organiseringen og det faglige fællesskab – ikke mindst blandt unge, lærlinge og yngre svende. Samtidig blev det understreget, at det arbejde, forbundet står på, hviler på beslutninger truffet gennem demokratiske processer, hvor medlemmernes stemme er afgørende.

I løbet af dagene blev deltagerne præsenteret for en række oplæg, der kredsede om netop dét. Dan Holt Højgaard fra Democracy X satte fokus på, hvad der kendetegner stærke fagforeninger, og hvordan tydelige fællesskaber og målrettet arbejde kan skabe konkrete resultater – netop når retningen er demokratisk forankret. Samtidig blev der delt erfaringer med organisering og medlemsvækst, blandt andet gennem oplæg fra Niels Braaby, næstformand i Blik- og Rørarbejderforbundet, som gav indblik i, hvad der virker, når man vil engagere flere i det faglige fællesskab.

Et centralt tema på topmødet var forståelsen af de unge. Her gjorde cand.jur. og ph.d. Helle Rabøl Hansen deltagerne klogere på, hvordan unge i dag forholder sig til fællesskaber. Hendes oplæg udfordrede forestillingen om, at unge ikke ønsker at være en del af fællesskaber. Tværtimod viste hun, at både lærlinge og yngre svende faktisk søger fællesskab – men på andre præmisser end tidligere generationer. Det peger på et stort potentiale for fagbevægelsen, hvis man bliver bedre til at forstå de unges behov og forventninger og omsætte dem til løsninger, som også forankres demokratisk i organisationen.

Kommunikation var også et gennemgående tema på topmødet. Flere oplæg satte fokus på, hvordan klare og sammenhængende budskaber er afgørende for at skabe tillid – både internt i organisationen og udadtil. Her blev det fremhævet, at troværdighed også handler om at være tydelig omkring, hvordan beslutninger bliver til, og at Malerforbundets linje bygger på fælles beslutninger og åben debat. Men altid på en sober og konstruktiv måde.

På andendagen arbejdede deltagerne videre i grupper i afdelingerne og delte deres overvejelser i plenum. Drøftelserne tog afsæt i medlemmernes hverdag og i den fælles retning, som forbundet allerede har besluttet gennem sine demokratiske organer. Topmødet blev afsluttet med oplæg fra Lars Olsen, som satte fagbevægelsens rolle som samfundsmæssig og politisk magtfaktor i perspektiv.

Næstformand Paw Østergaard Jensen ser et klart håb i den viden, deltagerne tog med sig – ikke mindst når det gælder de unge:

“Et af de vigtigste budskaber fra topmødet er, at unge faktisk gerne vil fællesskaber. Helle Rabøl Hansens oplæg viste os, at der ligger et stort potentiale i at forstå lærlinge og yngre svende bedre. Hvis vi finder svar på deres behov, er der også et håb for fagbevægelsen og for vores måde at organisere os på fremover,” siger Paw Østergaard Jensen.

Han fremhæver samtidig både engagementet og den demokratiske forankring:

“Det er vigtigt at huske, at det vi gør i Malerforbundet, bygger på beslutninger, der er truffet gennem vores demokratiske processer. Når tillidsvalgte mødes og deler erfaringer, styrker vi både fællesskabet og den retning, medlemmerne har været med til at beslutte. Det er et vigtigt afsæt for det videre arbejde med organisering,” siger Paw Østergaard Jensen.


Del: