| 02. marts 2026

Rod på arbejdspladsen har konsekvenser for malerne

94 procent oplever, at rod påvirker deres arbejde. Over halvdelen har været i farlige situationer, og næsten halvdelen må ofte rette op efter andre faggrupper, før de kan komme i gang.

Rod fylder massivt i hverdagen for landets malere. Det viser en ny medlemsundersøgelse, hvor 94 procent fortæller, at rod påvirker deres arbejde, og hver tredje siger, at de ikke kan udføre arbejdet lige så godt, når der er uorden omkring dem. Næsten lige så mange må rydde op, før de overhovedet kan begynde at male.

Problemet handler ikke kun om spildtid og irritation. Hele 57 procent af malerne har oplevet farlige situationer på grund af rod eller dårlige forhold. Det spænder fra snubleulykker og løse plader på stillads til elinstallationer, som aldrig burde være efterladt til den næste faggruppe.

Tallene viser også, at 47 procent ofte eller næsten altid må rette op efter arbejdet fra andre faggrupper. Det koster tid, kvalitet og i nogle tilfælde også sikkerheden for malerne, der typisk kommer sidst på opgaven og derfor ofte står med konsekvenserne af andres manglende oprydning.

”Det tager maleren” er en sætning, der skal væk

Formand for Malerforbundet, Tonny Olsen, mener, at tallene kalder på handling og et opgør med en kultur, som har bidt sig fast mange steder i byggeriet.

“Jeg hører alt for tit sætningen ‘det tager maleren’. Den kultur skal væk. Hver faggruppe skal rydde op efter sig selv,” siger han.

Han understreger, at det ikke er malerens opgave at samle op efter murere, tømrere eller elektrikere, og at arbejdsområdet skal afleveres ordentligt og sikkert, før næste faggruppe går i gang.

“Det er et spørgsmål om respekt for både faget og kollegerne. Malerne skal bruge deres tid på at male, ikke på at rydde op efter andre,” siger Tonny Olsen.

Rod er et arbejdsmiljøproblem

Rod er et arbejdsmiljøproblem, fordi uorden og manglende oprydning øger risikoen for ulykker. Når der efterlades løse materialer, værktøj, affald eller strømførende ledninger, skaber det farlige adgangsveje og usikre arbejdsforhold for de faggrupper, der kommer efter.

“Når malerne arbejder i rod, som burde være fjernet, øger det risikoen for ulykker. Det er både uforsvarligt og helt unødvendigt,” siger han.

Arbejdsgivere og bygherrer har ansvaret for, at arbejdsforholdene er forsvarlige, og at der er styr på adgangsveje, stilladser og oprydning, før malerne går i gang.

Tag fat i fagforeningen, hvis forholdene ikke er i orden

Tonny Olsen opfordrer medlemmerne til at reagere, hvis rod og dårlig planlægning fylder for meget på deres arbejdspladser.

“Man skal ikke gå alene med det. Allerførst skal man tage fat i sin arbejdsgiver. Hvis ikke det hjælper, så brug den lokale afdeling, arbejdsmiljørepræsentant eller tillidsrepræsentant. Det er en kultur, vi skal ændre. Man skal ikke frygte for sit job eller dårlig stemning, fordi man insisterer på sikkerhed,” siger han.

34 procent
Så mange oplever, at de ikke kan lave deres arbejde lige så godt, når arbejdspladsen roder. 28 procent bliver frustrerede og spilder tid, og lige så mange må rydde op, før de kan gå i gang. Kun seks procent mener, at det ikke har betydning.

17 procent
Så mange har oplevet farlige situationer flere gange på grund af rod eller dårlige forhold. 40 procent har oplevet det sjældent, mens 27 procent aldrig har oplevet det.

47 procent

Så mange oplever næsten altid eller ofte, at skulle rette op på sjusket arbejde fra andre faggrupper. 41 procent gør det af og til, imens kun ni procent sjældent gør det, og to procent aldrig gør det.

Det siger I om sjusk, planlægning og rod fra andre faggrupper

Her er nogle af de erfaringer og oplevelser, som I har delt med os om sjusk, mangelfuld planlægning og rod, der stammer fra andre faggrupper.

  • “Femværelses flyttelejlighed med nyt køkken. Murere i badet. Elektrikere skifter alle kontakter og ventilation. Tømrer sætter syv nye døre i. Gulvmanden har tre dage. Rengøring én dag. Det vil sige en syv-dages tidsplan til os andre. Det er sgu en udfordring.”
  • “På alle byggepladser er tidsplanerne blevet mere urealistiske med tiden. Det kræver flere folk, og det går ofte ud over akkorden.”
  • “Der burde være et firma, som står for al rengøring og oprydning. Ellers tænker alle, at det nok er dem, der kommer efter.”
  • “Det er tit tømrerens arbejde – især gipsarbejde – der er en udfordring og kræver mere arbejde. Personligt synes jeg, at tømrere er blevet dårligere til deres arbejde.”
  • “Det oplever jeg stort set hver dag.”
  • “Dårligt tømrerarbejde med gips.”
  • “Dårligt murerarbejde.”

Vi spurgte jer: Hvad var den farligste situation, I har oplevet på grund af rod eller dårlige forhold? Her er nogle af de svar, vi fik:

 “En plade på stilladset lå løs og vippede, da jeg trådte ud på den – selvom det var godkendt af stilladsfirmaet.”

• “Døren til hejset faldt ned, fordi trucken havde løftet den af. Der var ikke spærret ordentligt af. Det kan man dø af.”

• “Jeg fik stød, fordi samlemuffer ikke var monteret korrekt.”

• “En kollega faldt ned af en stige, fordi den var klemt fast mellem papkasser og rod.”

• “Bil kørte ind i min stige, mens jeg stod på den.”

• “Jeg måtte have stivkrampevaccine efter at have trådt på et søm fra tømrerens affald – mens jeg var gravid.”

• “Stillads stod og gyngede – meget ustabilt og farligt.”

• “Ledninger hang en meter ud fra et lampeudtag i trafikeret gang – ramte én i ansigtet, hvis man ikke så sig for.”

• “Livsfarlige el-installationer. Jeg kunne være blevet slået ihjel.”

• “Byggetrappe var ved at falde sammen.”


Del: