Ros til regeringen – men vi mangler retfærdig pension og lavere fødevarepriseR
”Der er meget positivt at hente i regeringens finanslovsforslag – ikke mindst løftet af velfærden og ambitionen om at styrke den nære hverdag for både børn, ældre og familier. Det er helt nødvendigt, hvis Danmark skal hænge sammen,” siger Tonny Olsen, formand for Malerforbundet.
Han peger især på forslaget om at sænke elafgiften som et tiltag, der giver mening:
”Det er et af de mest målrettede greb, fordi det hjælper alle – og rammer særligt dem med de laveste indkomster. Det er vi glade for. Men vi mener også, at regeringen bør tage næste skridt og gøre lettelsen permanent. Der er brug for varige løsninger, som giver almindelige familier tryghed i deres økonomi.”
Samtidig er fødevarepriserne stadig en tung byrde for mange familier.
”Når seks ud af ti danskere er bekymrede over, om de har råd til dagligvarerne, så siger det alt om, hvor alvorlig situationen er. Her er der brug for mere handling. Vi har ikke brug for afgiftslettelser på slik og sukker – vi har brug for, at helt almindelige fødevarer, frugt og grønt bliver billigere, så det er til at leve sundt og ordentligt for en almindelig løn,” siger Tonny Olsen.
Ifølge Malerforbundet skal en finanslov ikke kun handle om kroner og øre, men også om, hvordan vi skaber et trygt og værdigt arbejdsliv for dem, der hver dag får samfundet til at fungere.
”Det er fint med investeringer i velfærden – men vi skal heller ikke glemme de mennesker, der hver dag slider og slæber for at få hjulene til at køre rundt. Alt for mange frygter, at de ikke kan holde til pensionsalderen. Derfor bør finansloven også afspejle en reel vilje til at sikre et godt arbejdsmiljø og retfærdige tilbagetrækningsmuligheder. Det er ikke en luksus, men en nødvendighed,” siger Tonny Olsen.
Han opfordrer samtidig til, at politikerne ser finansloven som en mulighed for at investere langsigtet i arbejdsmarkedet: bedre uddannelsesmuligheder, stærkere indsats mod arbejdskriminalitet og social dumping og mere fokus på bæredygtig produktion.
”Vi har brug for en finanslov, der ikke kun lapper huller her og nu, men som også giver håb og retning for fremtiden. Lønmodtagerne har gjort deres del gennem hårde år med kriser og stigende priser. Nu er det regeringens tur til at sikre, at de kan se frem til et sundt, trygt og retfærdigt arbejdsliv,” siger Tonny Olsen.

