| 16. december 2025

Sådan forhandler du en god lokalaftale hjem

Tillidsrepræsentant Tommy Lauritsen og arbejdsmiljørepræsentant Bo Møller Hansen fra Malerfirmaet Hansen & Mortensen A/S i Ikast har sikret sig selv og kollegerne 2,5 procent ekstra i pension i deres nye lokalaftale. Her deler de deres erfaringer og råd til andre, der skal til forhandlingsbordet med mester.

”Det vigtigste, når man forhandler, er forberedelse, forberedelse, forberedelse,” siger Tommy Lauritsen, malersvend, tillidsrepræsentant og klubformand i Malerfirmaet Hansen & Mortensen A/S i Ikast. Sammen med Bo Møller Hansen, malersvend og arbejdsmiljørepræsentant, står de to i spidsen for at forhandle arbejdspladsens lokalaftaler hjem på vegne af kollegerne. Forud for armlægningen med mester, der ofte strækker sig over flere møder, skal netop kollegernes høres. Derfor inviterede de to forhandlere tidligere på året til en omgang uformel ”Pizza & Brainstorm,” hvor alle havde mulighed for at give deres ønsker til kende.

”Vi spørger altid kollegerne, hvad de gerne vil have, vi forhandler hjem til dem. I år kom der forslag om betalt pause, betalt fri på sin fødselsdag og flere sociale arrangementer. Det, der oftest gik igen, var dog ønsket om mere pension,” fortæller Bo Møller Hansen.

Vedholdenhed gav pote

Både Tommy Lauritsen og Bo Møller Hansen er erfarne herrer, når det kommer til forhandlinger med mester. De har tidligere prøvet at få forhandlet en forhøjelse af pensionen hjem, men uden held. I år besluttede de derfor at prøve en ny strategi.

”Vi startede lidt højere, end vi ellers ville have gjort, nemlig med betalt pause. Det var det, kollegerne ønskede, så selvom vi vidste, det nok ville være urealistisk, så prøvede vi alligevel. Så var forhandlingerne ligesom i gang,” fortæller Tommy Lauritsen. ”Ideen var, at vi til sidst kunne få ham til at lande et sted midt imellem. Og det lykkedes.”

Efter flere møder begyndte der at tegne sig en åbning.

”Jeg kunne mærke, der var noget at komme efter,” fortæller Bo Møller Hansen og fortsætter: ”Jeg havde forberedt mig hjemmefra, skrevet noter, og jeg blev ved med at vende tilbage til pensionen, fordi jeg kunne mærke, at det betød meget for vores kolleger.”

Vedholdenheden gav pote: Bo Møller Hansen og Tommy Lauritsen har tidligere fået forhandlet 1,9 procent hjem i ekstra arbejdsgiverbetalt pension. Den fik de hævet til 2,5 procent.

”Det er 100 procent Bo’s fortjeneste,” siger Tommy Lauritsen. ”Havde jeg været derinde alene, var vi ikke kommet i mål med vores krav om mere i pension.”

To personligheder om én sag

De to malersvende peger begge på, at det er en styrke at være to, når man skal forhandle med mester.

”Jeg er den frembrusende type, og Bo er mere eftertænksom. Det gør en stor forskel, at vi kan spille hinanden gode og bruge vores personligheder. Bo har også en god relation til mester, og det er vigtigt, siger Tommy Lauritsen, og Bo Møller Hansen følger op:

”Når man forhandler, skal man huske, at mester også skal kunne se sig selv i aftalen. Det skal være attraktivt at arbejde i firmaet, men det skal også være realistisk for ham at betale.”

Råd til andre

Det vigtigste at have med, når man skal forhandle lokalaftaler i sit firma, er fællesskabet. Uden kollegernes opbakning og bidrag, kommer man ingen vegne, siger Bo Møller Hansen.

”Det er så vigtigt, at man snakker med sine kolleger, og at alle får sagt, hvad de godt kunne tænke sig. Hvis ikke man har kollegerne med, kommer der aldrig til at ske noget.”

Tommy Lauritsen tilføjer: ”Ja, kald kollegerne sammen, lav en klub, og find ud af, hvad I vil. Og gå ikke ind til forhandlingerne alene, hvis du kan undgå det. Det er altid en fordel at være to. Husk også, at det ikke er et slagsmål. Det er ikke som at forhandle ude på byggepladsen. Så hold den gode tone. Du får ikke noget ud af at skændes.”

De to er også enige om, at det er vigtigt at dele sine erfaringer.

”Andre må meget gerne se vores lokalaftale. Vi skal hjælpe hinanden på tværs af firmaer. Jo mere vi deler, jo stærkere står vi alle sammen,” lyder det fra Tommy Lauritsen.

5 gode råd fra Tommy og Bo, når du skal forhandle med mester

1. Forberedelse er altafgørende: Vær enige om jeres krav, og hav en strategi klar.

2. Lyt til kollegerne: Inddrag deres ønsker, men sortér urealistiske krav fra.

3. Vær to til forhandlinger: Forskellige personligheder er en fordel ved forhandlingsbordet.

4. Hold en ordentlig tone: En forhandling er ikke et slagsmål, det er en… forhandling.

5. Del erfaringer med andre: Brug dit netværk, og lad dig inspirere af andres lokalaftaler.

Fire aftaler i Malerfirmaet Hansen & Mortensens lokalaftale

Julebonus: Alle medarbejdere får 11 kr. pr. præsteret time i bonus. Udbetales hver år til november.

Garantiløn: Medarbejderne er sikret en garantiløn ved akkordarbejde, flyttelejligheder undtaget. Garantilønnen svarer til firmaets gældende timeløn.

Arbejdsgiverbetalt pension: Pr. 1. januar 2026 får alle medarbejdere 2,5 procent ekstra i arbejdsgiverbetalt pension.

Årlig betalt temadag for alle kolleger.

Hvis du er interesseret i en snak om lokalaftaler, er du velkommen til at kontakte Tommy Lauritsen.


Del: