| 07. august 2025

Skybrud kan føre til skimmelsvamp – og det kræver faglig indsats

Efter de seneste ugers skybrud og oversvømmelser i Danmark står mange bygninger nu over for en ny trussel: skimmelsvamp. Det skriver Ritzau på baggrund af en udmelding fra Teknologisk Institut.

Institutet advarer om, at vandskader skal håndteres hurtigt og korrekt for at undgå angreb af skimmelsvamp og langvarige sundhedsskadelige følger. Skimmel kan begynde at vokse allerede få dage efter en skade – og derfor anbefales det, at bygningen er grundigt tørret ud og eventuelt renoveret senest fire dage efter, skaden er sket.

Fakta: Hvad gør man ved skimmelsvamp?

  • Ved mistanke om skimmel skal årsagen til fugt findes og fjernes
  • Området skal affugtes grundigt
  • Forurenede materialer skal renses eller fjernes
  • Malerarbejdet må først udføres, når fugt og skimmel er helt væk

Malerne har en vigtig rolle

Hos Malerforbundet er der stort fokus på skimmelsvamp og de opgaver, vores medlemmer bliver sat til i den forbindelse. For skimmelsvamp er ikke bare noget, man kan male over. Det kræver specialviden, korrekt behandling og materialekendskab.

– Det er vigtigt, at det her bliver taget alvorligt. Der skal ikke sjuskes med udbedring efter skybrud – og vi hører desværre alt for tit om medlemmer, der bliver sat til at male på fugtige eller dårligt forberedte overflader, siger formand for Malerforbundet Tonny Olsen.  

Forbundet opfordrer til, at malere kontakter deres arbejdsgiver og dernæst deres lokalafdeling, hvis de oplever arbejdsforhold, der virker sundhedsskadelige eller uforsvarlige.

– Malerforbundet arbejder for, at der kommer klare retningslinjer og mere oplysning i branchen. Vi vil ikke acceptere, at dårligt arbejdsmiljø og farligt byggeri bliver normaliseret, siger Tonny Olsen.

Hvis du oplever at være i tvivl, når du arbejder med skimmelsvamp, så tag snakken med din arbejdsgiver eller kontakt din lokale afdeling.


Del: