Socialdemokratiet må genfinde lønmodtagerne

Socialdemokratiet fik ved valget et rap over nallerne. Ikke den vælgerlussing, man kunne have forventet, men alligevel tydeligt nok til, at det bør kalde på en form for selvransagelse. For politik handler ikke kun om mandater. Det handler om grundlæggende værdier og om, hvem man i virkeligheden er til for.

Klassekampen er gledet ud af sproget

Noget er gledet i dansk politik, stille og roligt. Den gamle forståelse af, at der findes en interessemodsætning mellem lønmodtagere og arbejdsgivere, er blevet mindre tydelig i den politiske samtale. Klassekampen er ikke forsvundet i virkeligheden, men den er gledet ud af sproget og prioriteringerne og offeret på det politiske alter til fordel for ministerbiler.

Et hårdere arbejdsliv for almindelige lønmodtagere

Samtidig med, at man taler om ansvar og nødvendighed, oplever mange lønmodtagere et arbejdsliv, der bliver hårdere. Beskæftigelsesindsatsen bliver skåret til, hjælpen bliver mindre, og flere bliver overladt mere til sig selv. Syge mennesker risikerer at falde ud af systemet, hvis de ikke passer ind i skemaerne. I skoler og institutioner løber medarbejderne stærkere, uden at rammerne følger med. I sundhedsvæsenet og psykiatrien vokser presset, mens løsningerne halter bagefter.

Og oveni det hele kom beslutninger som afskaffelsen af en overenskomstbestemt fridag og en pensionskurs, som mange ganske enkelt har svært ved at se sig selv i.

Det er ikke, fordi der ikke er lavet forbedringer. Det er der. Men det er, som om helheden ikke længere hænger sammen set fra gulvhøjde. I min optik skyldes det den mærkelige regering, vi har haft de sidste knap 4 år.

Det interessante er også det, der ikke skete

Det, der gør det her valgresultat interessant, er også det, der ikke skete.

Fagbevægelsen gik ikke til stålet. Kritikken har været der, men den har været afdæmpet. Der har været vilje til at finde løsninger, vilje til at samarbejde, vilje til at tage ansvar. Man kunne godt have forestillet sig, og måske håbet på, en langt hårdere konfrontation.

Alligevel reagerer vælgerne, og man kan gætte på særligt fagbevægelsens bagland.

Det bør give anledning til eftertanke, både for fagbevægelsen, men også politisk. For hvis selv en relativt afdæmpet kritik fra fagbevægelsen bliver fulgt op af tilbagegang ved valgurnerne, så tyder det på, at utilfredsheden stikker dybere ude blandt almindelige lønmodtagere.

Afstanden mærkes fra gulvhøjde

Måske er det netop her, kernen ligger. Når man bevæger sig for langt væk fra dem, der hver dag får samfundet til at hænge sammen, så opstår der en afstand. Ikke nødvendigvis i ord, men i oplevelse. Og det er den afstand, der nu begynder at vise sig politisk.

Hvis man vil tage velfærdsstaten alvorligt, så kræver det, at man også tager dens fundament alvorligt. Det er lønmodtagerne. Det er os, der slider, bygger, plejer, underviser og holder hjulene i gang.

Vi beder ikke om mirakler, men om rimelighed. Om et arbejdsliv, der er til at holde til, og et sikkerhedsnet, der er der, når det virkelig gælder.

Der er stadig tid til at rette op

Heldigvis er der stadig tid til, at vi kan gøre det bedre.

Men det kræver, at man igen tør tage udgangspunkt i den virkelighed, fagbevægelsen repræsenterer, og erkender, at klasse ikke er et gammelt begreb, men en levende erfaring for mange mennesker.

Gør man ikke det, så risikerer man, at afstanden vokser, og så bliver næste valg ikke bare et signal, men noget langt sværere at rette op på.