Sommer og sol – pas på dig selv på arbejdet
Når solen bager, og temperaturen stiger, er det fristende at smide trøjen og tage sol på arbejdet. Men som udendørs maler er det netop dér, du skal være ekstra opmærksom. Solens UV-stråler er ikke bare rare – de kan være farlige.
Forskning viser, at folk med udendørs arbejde har markant øget risiko for hud-, modermærke- og læbekræft. Faktisk har udendørs arbejdere op til dobbelt så stor risiko for at udvikle læbekræft som folk med kontorarbejde. Derfor er det vigtigt at tænke solbeskyttelse ind som en naturlig del af arbejdsdagen – på lige fod med sikkerhedssko og handsker.
5 enkle råd til at passe på huden i solen
- Dæk huden til
Brug langærmet bluse og lange bukser – også selvom det er varmt. Der findes let og åndbart arbejdstøj, der beskytter uden at overophede dig. - Brug hat eller kasket
Hovedbund, ansigt og nakke er særligt udsatte. En bredskygget hat eller kasket med nakkeskygge kan gøre en stor forskel. - Smør solcreme på – og gør det ofte
Brug solcreme med høj faktor (SPF 30 eller mere) på de områder, der ikke kan dækkes. Husk, at solcreme slides af i løbet af dagen, så smør dig ind flere gange – fx hver 2.-3. time og efter frokost. - Glem ikke læberne
Læberne er også udsatte for solens stråler. Brug en læbepomade med høj solfaktor. - Vælg hudvenlige produkter
Gå efter solprodukter med høj beskyttelse, og gerne dem der er Svanemærkede eller anbefalet af Astma-Allergi Danmark. De er fri for skadelig kemi – og behøver ikke være dyre.
Når varmen rammer – pas også på kroppen
Sommeren byder ikke kun på sol, men også på hedebølger. Arbejde i høj varme belaster kroppen, og det er vigtigt, at du og dine kolleger tager hensyn.
Vigtige forholdsregler i varmen
- Hold pauser i skyggen eller kølige lokaler – især når temperaturen overstiger 32 °C ved fysisk arbejde.
- Start tidligt hvis muligt, og læg de hårdeste opgaver tidligt på dagen.
- Skift mellem opgaver, så du ikke står i solen hele tiden.
- Drik rigeligt med vand – gerne små mængder jævnligt.
- Let og åndbar påklædning er vigtig. Hvis arbejdstøjet er tungt eller varmt, skal der være længere og flere pauser.
- Gravide, ældre og folk med hjerte- eller lungesygdomme skal være særligt forsigtige og kan have behov for ekstra hensyn.
Husk – mester har ansvaret
Det er din arbejdsgivers ansvar at sikre, at arbejdet planlægges sundhedsmæssigt forsvarligt. Det gælder både sol og varme. Mester skal fx stille solcreme til rådighed, sikre adgang til pauser og sørge for, at du har vand.
Er du i tvivl om dine rettigheder, eller har du brug for hjælp til at sige fra? Så kontakt din lokale afdeling i Malerforbundet – vi står klar til at hjælpe.

