Stort flertal i hovedbestyrelsen anbefaler ja til nye overenskomster
Højere løn, bedre pension og styrkede rettigheder – Malerforbundets hovedbestyrelse bakker op om de nye overenskomstaftaler. Nu skal medlemmerne stemme.
Efter lange og intensive forhandlinger har Malerforbundet indgået nye overenskomstaftaler med både Danske Malermestre og AutoBranchens ArbejdsgiverForening (ABAF). Aftalerne rummer en række forbedringer for medlemmerne, og nu anbefaler et stort flertal i Malerforbundets hovedbestyrelse et ja.
Formand for Malerforbundet, Tonny Olsen, fremhæver, at aftalerne indeholder forbedringer på en række centrale områder:
– Vi har sikret vores medlemmer højere løn, bedre pension og styrkede rettigheder på arbejdspladsen. Det er fornuftige forlig, som er opnået gennem hårdt arbejde og forhandlinger, siger Tonny Olsen.
Løn, pension og fleksibilitet i arbejdslivet
Overenskomsten med Danske Malermestre indebærer blandt andet en samlet lønstigning på 10,75 kr. på mindstelønnen samt en forhøjelse af arbejdsgivers pensionsbidrag med 1 % til 11 %. Derudover får lærlinge en lønstigning på op til 4 % det første år. På familieområdet sikrer aftalen to ekstra ugers forældreorlov, ret til barnets tredje sygedag og mulighed for orlov til sociale forældre og nærtstående.
Derudover stiger særlig lønopsparing med 2 procent, og der kommer stigninger på prislisterne. Der etableres også en særlig lønopsparing til funktionærlignende ansatte på 2 procent.
Der indføres et vederlag til tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter på 9.000 kr. årligt. Samtidig indføres et forsøg med betalt opmålergebyr, hvor malersvende i visse tilfælde slipper for selv at betale gebyret. Gravide kan inden deres orlov tage op til seks ugers uddannelse, hvis ikke virksomheden kan anvise passende arbejde. Det gælder også, selvom den gravide ikke har optjent retten til de seks uger.
– Vores medlemmer har krav på ordentlige vilkår, og disse aftaler medvirker til, at vi fortsat løfter standarden for malerfaget. Vi har blandt andet fået forbedringer på familieområdet, of det giver bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv, siger Tonny Olsen.
Styrkede vilkår for autolakerere
Også autolakererne kan se frem til bedre forhold. Overenskomsten med ABAF indeholder blandt andet en forhøjelse af pensionsbidraget, forbedrede sygevilkår samt mulighed for at ledsage pårørende ved akutte nødstilfælde og helbredsundersøgelser. Arbejdsmiljørepræsentanter får også her et vederlag på 9.000 kroner årligt for deres indsats.
– Det er afgørende, at vi styrker vores medlemmers vilkår på tværs af brancher. Overenskomsten for autolakerere sikrer bedre tryghed i hverdagen og en højere grad af fleksibilitet i arbejdslivet. Det er en aftale, der giver værdi for vores medlemmer, understreger Tonny Olsen.
Tak til forhandlingsudvalget og de tillidsvalgte
Forhandlingerne har været krævende, og Tonny Olsen roser forhandlingsudvalget for deres indsats.
– Vores forhandlingsudvalg har ydet en stor indsats for at sikre de bedst mulige aftaler for vores medlemmer. De har stået fast, kæmpet og arbejdet benhårdt for at skabe forbedringer, der gør en reel forskel, siger han.
Han fremhæver også tillidsrepræsentanterne og arbejdsmiljørepræsentanterne for deres opbakning gennem hele forløbet:
– Deres støtte, engagement og synlighed har skabt en fælles front, der har været med til at sikre de gode resultater.
Samtidig takker Malerforbundet medlemmerne for deres aktive deltagelse og værdifulde input.
– Vi har modtaget mange værdifulde input fra medlemmerne. Deres engagement viser styrken i vores fællesskab, fastslår Tonny Olsen.
”Jeg opfordrer til, at alle benytter deres stemmeret”
Malerforbundets formand håber, at alle medlemmer vil benytte sig af deres ret til at stemme.
– Vi har kæmpet for de bedst mulige aftaler, og jeg mener, at vi er kommet i mål med noget, der vil gøre en reel forskel. Nu er det op til medlemmerne, og jeg håber, at de ser de forbedringer og muligheder, der er i forliget, afslutter Tonny Olsen.
Afstemningen om de nye overenskomster løber i den kommende periode, hvor medlemmerne har mulighed for at give deres stemme til kende.
Læs protokollaterne for overenskomsterne her