Portræt | 16. august 2025

Svend Isaksen: “Vi skal trække i samme retning”


Der står stadig mapper og papkasser på gulvet, og der ryger en støvet kuvert op af skuffen i ny og næ. Svend Isaksen har været hovedkasserer i Malerforbundet i et halvt år, men han er stadig i gang med at rydde op i papirerne efter sin forgænger René Jensen.

“René har jo siddet her i mange år, så der er lidt af hvert at gå igennem. Jeg tager det i bidder – og det er faktisk meget godt, for man får også et indblik i, hvordan tingene har været før,” fortæller Svend.

Han er 58 år og har været maler siden han var 21. De sidste 25-30 år har han været fagligt aktiv – først som arbejdsmiljørepræsentant og siden i bestyrelsen i afdelingen Midtjylland. Nu har han byttet arbejdstøjet ud med skjorte og regneark og har fået ansvar for økonomien og a-kassen i hele Malerforbundet. “Det er et stort ansvar, men jeg synes, det er spændende. Økonomi er jo ikke bare tal – det handler om, hvad vi kan gøre for medlemmerne. Hvis der ikke er styr på pengene, så er der heller ikke kræfter til alt det andet.”

Fra regnskab til overenskomst

Som hovedkasserer står Svend for budgetter, regnskaber og godkendelse af regninger. Men han har også fået nye opgaver. Han står for kontakten til CO-industri og er – sammen med forbundssekretær Kim Lasse Petersen – ansvarlig for overenskomsterne for autolakererne.

“Jeg har brugt meget tid på at lære det område at kende. Jeg kom jo lige ind, da OK25 gik i gang, så det var en slags lynkursus. Men det var lærerigt, og det giver respekt for, hvor meget arbejde der ligger i en overenskomst.”

Samtidig bruger han mange kræfter på nybyggeriet af Forbundshuset, hvor han gerne vil være med til at sikre en god arbejdsplads og en stærk organisation. Og så har han blikket stift rettet mod fremtiden:

“Vi har en 10-års plan, der skal sikre en sund økonomi og flere medlemmer. Det er ikke noget, man gør fra den ene dag til den anden, men vi er i gang – og vi skal holde fast.”

Pendlerliv og prioriteringer

Selvom Svend nu har kontor i København, bor han stadig i Vejle og pendler frem og tilbage.

“Det er lidt af en tur, men det fungerer faktisk fint. Jeg er som regel i København 4 dage om ugen og så er jeg hjemme resten. Man vænner sig til det.”

Tidligere var han håndboldtræner i fritiden, men det er der ikke længere plads til.

“Jeg har været træner i 16 år, men da jeg blev valgt, måtte jeg sige stop. Det er jeg lidt ked af, men der er simpelthen ikke tid. Nu er det arbejdet i forbundet, der fylder – og det er også meningsfuldt.”

Derhjemme har han tre børn – to piger og en dreng – og to af dem er stadig hjemmeboende.

“Det er dejligt stadig at have liv i huset. Og heldigvis bakker de mig op, selvom jeg ikke altid er hjemme så meget som før.”

En klar opfordring

Spørger man Svend, hvad der er det vigtigste for forbundet lige nu, er han ikke i tvivl:

“Vi skal begynde at trække i samme retning. Hvis vi hele tiden bruger kræfter på at skændes internt, så bliver der ikke noget godt ud af det. Jeg frygter faktisk for vores fremtid, hvis vi ikke får vendt den kultur.”

Han håber, at Malerforbundet kan blive et stærkere fællesskab – også i dagligdagen.

“Vi er jo her for medlemmerne. Det må være det vigtigste. Og hvis vi står sammen, kan vi meget mere, end hvis vi trækker hver sin vej.”

Svend Isaksen er ny i rollen som hovedkasserer, men han har en klar retning – og en tro på, at fællesskab, stabil økonomi og respekt for hinandens arbejde er vejen frem for Malerforbundet.

Denne artikel er en del af vores sommerserie om de valgte i Forbundshuset. I løbet af sommeren stiller vi skarpt på dem, der har byttet værktøjet ud med tillidsposter – og som hver dag arbejder for at styrke malerfaget og fællesskabet.


Del: