Uddannelse | 10. december 2025

Tag snakken om diagnosen

Der er hjælp og tilskud til virksomheder, der har elever med en diagnose. Løsningerne kan ofte være at hjælpe med struktur og en plan.

Malermester Henrik Biehl i Aalborg tog fat i erhvervsskolen TECHCOLLEGE for at få et møde for hele firmaet om, hvad ADHD er for en diagnose. For i hans malerfirma, Klit Christensen ApS, havde han en elev, der havde svært ved at tale om sin diagnose.

 – Jeg kunne mærke at der var noget. Hvis ikke jeg havde min erfaring, og kunne se det, så var jeg måske bare blevet træt af den elev og til sidst opsagt aftalen. Det kan gå galt, når ikke man får talt åbent om det. Vi mestre er nødt til at tage den snak med de unge. Det nytter ikke, at vi siger, at de bare er dovne eller ikke vil lære noget. Vi er nok mange med nogle ’bogstaver’, og ved at tage det møde på skolen fik vi nogle konkrete råd, siger han.

Han sidder i det lokale uddannelsesudvalg på skolen, og han ved derfra, at nogle elever mister deres læreplads på grund af en diagnose som f.eks. ADHD. Derfor ville han gøre en indsats for, at de i hans firma nemmere kunne rumme det.

– Vi lærte meget om ADHD og fik en større forståelse. Også for os andre i personalet – hvorfor den og den er sådan. Alle kan have noget med i bagagen, og det hjælper ikke bare at sige ’tag dig nu sammen’.

Overblik og enkelthed

Mødet på skolen var med SPS-vejleder (Specialpædagogisk støtte) for malerfaget, Mona Marie Larsen, som dels gav dem indsigt i, hvad en diagnose handler om, og dels gav dem konkrete råd til at hjælpe elever med udfordringer.   

– En person med ADHD fungerer anderledes, men ofte er løsningen enkel. Jeg havde en elev, som blev udmattet hver dag kl. 13 og gik hjem fra skolen. Det hjalp, da vi fandt ud af at give eleven en pause kl. 10 for sig selv i et roligt rum. Så var der energi til resten af dagen, fortæller Mona Marie Larsen. 

Hendes råd til mestrene er at hjælpe eleverne med struktur og planer. Uanset om det er unge med autisme eller ADHD.  Færre skift mellem opgaver og en fast makker på arbejdet er også en god løsning.

– En person med ADHD kan miste fokus, hvis de ikke kan overskue, hvad de skal eller ikke forstår opgaven. Så begynder de med overspringshandlinger, vandrer rundt og snakker, siger Mona Marie Larsen.

For malermester Henrik Biehl betød mødet på skolen, at han fik konkrete måder at hjælpe sin elev. For eksempel ved i god tid at sende besked med planer for ugens opgaver.

– Hvis jeg glemmer at give besked, så får jeg en sms søndag formiddag med spørgsmålet om, hvad vi skal mandag. Jeg oplever, at jo bedre vi har styr på det, jo mere ro er der i hovedet. Så vi har ikke oplevet problemer med sygedage og andet, fortæller han.

De fandt også ud af, at svendene skal være opmærksomme på at forklare opgaverne enkelt og kun om den aktuelle opgave.

 – Men helt generelt synes jeg, at vi mestre mangler nogle redskaber og vejledninger til at kunne håndtere, når vi får en elev med udfordringer. For de kan fungere lige så godt som malere som andre, hvis bare vi kan få rammerne omkring dem til at passe til dem, siger Henrik Biehl.

Støtte følger eleven

Elever med en diagnose kan på erhvervsskolerne få SPS-støtte, hvor vejlederne taler med dem om at håndtere hverdagen og kan hjælpe dem at overblik over opgaver eller ansøgninger til praktik.

Lige nu arbejder TECHCOLLEGE med at forbedre hjælpen til elever, der får SPS-støtte, så overgangen fra skole til praktik bliver bedre. For det er her, der kan være større risiko for frafald.

– Vores nye indsats på bygningsmaleruddannelsen handler om, at deres SPS-vejleder, faglærer og virksomhedskonsulenten holder kontakt til eleven, og ringer til dem én gang i måneden. Vi er spørger, hvordan det går, om de er glade for at være i praktik, og vi har en positiv tilgang. Det er vores erfaring, at de er glade for det opkald. Og det tager problemer i opløbet, siger Mona Marie Larsen.

Skolen samarbejder med mestrene, som også kan få tilskud til SPS-støtte til eleven.

 – Åbenhed om diagnoser forhindrer en konflikt i at eskalere. Og virksomhederne skal vide, at de kan få tilskud fra SPS, så der er timer til at hjælpe eleverne. For fagligt er de jo lige så dygtige som alle andre, siger Mona Marie Larsen.

TECHCOLLEGE Aalborg har skrevet pjecen ”SPS i virksomheden” og på bygningsmaleruddannelsen arbejder man på at lave fyraftensmøder eller morgenmøder for virksomhederne om muligheden at blive en aktiv del af SPS-støtten.


Del: