Uenighed om løn må ikke ødelægge vores fællesskab

Af Dorte Charlotte Friis Jensen, malersvend og bestyrelsesmedlem i Malernes Fagforening Midtjylland

I malerfaget taler vi meget om, hvad der er det rigtige valg, når vi skal aflønnes: Akkord eller timeløn. Diskussionen er blevet så skarp, at den splitter os. Det burde den ikke.

Jeg er selv timelønnet malersvend, og jeg oplever, at det valg bliver set ned på. Det føles som om, jeg ikke yder nok, ikke tager ansvar eller ikke forstår faget. Det er både forkert og urimeligt.

Jeg gik i lære som maler i 1987 og har både arbejdet på akkord og timeløn. For mig giver timeløn ro i maven. Jeg ved, hvad der kommer ind på lønkontoen, og jeg kan koncentrere mig om at lave mit arbejde, uden at skulle tænke på, om det giver underskud. Timeløn gør det nemmere at lære lærlinge op og tage hensyn til arbejdsmiljøet. For mig er timeløn et valg om stabilitet og tryghed.

Som en, der har prøvet begge dele, ved jeg, at begge aflønninger har sine fordele og ulemper. Ofte afhænger valget af, hvor du er i livet. Desværre er det kun akkorden, der bliver anerkendt som ”det rigtige valg,” og det skævvrider vores faglige fællesskab, når akkordmalere og timelønnede stilles op imod hinanden. Nogle ser timelønnede som en trussel mod akkorden og lønniveauet. Men vi er alle kolleger i det samme fag, og vores fælles kamp burde være at sikre ordentlige vilkår for alle, uanset lønform.

Jeg mener, fagbevægelsen har et ansvar her. For når næsten al lønsnak handler om akkord, så skubber man en stor gruppe fra sig. De mister gejsten, føler sig ikke velkomne, og i værste fald melder de sig helt ud af fællesskabet.

Det er på tide, vi taler åbent om de forskelle, der er i vores fag. Men vi skal gøre det uden at pege fingre ad hinanden. Det skal være lige så legitimt at vælge timeløn, som det er at vælge akkord. Begge dele kræver faglighed, ansvar og engagement. Det er ikke et enten eller. Det er både og. Vi skal kunne vælge forskelligt og stadig stå sammen, for vi er ikke konkurrenter, vi er kolleger. Og vi har mere tilfælles, end der skiller os ad.