Ulighed af allerfineste karat
Af Hans Martin Andersen, formand for Malernes Fagforening Midtjylland
Folketinget har besluttet at hæve pensionsalderen til 70 år, med henvisning til, at vi lever længere og derfor kan arbejde længere. Den logik holder kun, hvis man sidder i et ministerium eller i et direktørlokale og aldrig har haft et værktøj i hånden, eller stået på et stillads i frostvejr.
For her er virkeligheden: En ufaglært mand i Danmark lever i gennemsnit 10 år mindre end en mand med lang videregående uddannelse. En faglært kvinde lever omkring syv år mindre end en kvinde med akademisk baggrund. Det betyder, at de mennesker, der har knoklet hele livet, og som starter tidligere på arbejdsmarkedet og bliver mere fysisk slidte, de får samtidig færre år som pensionister. Det er ulighed af allerfineste karat.
Ikke ansvarligt og ikke solidarisk
Vi ved, at folk med kortere uddannelse og lavere indkomst har markant dårligere helbred. De har oftere kroniske sygdomme, dårligere psykisk trivsel og mindre adgang til sundhedsvæsenet. Det er ikke, fordi de ikke vil passe på sig selv, men fordi de arbejder under vilkår, der slider på kroppen. De går sjældnere til lægen, kommer senere i behandling og dør tidligere. Det er veldokumenteret af både Sundhedsstyrelsen, Statens Institut for Folkesundhed og WHO.
Når man hæver pensionsalderen for alle over en bred kam, uden at tage højde for social ulighed og nedslidning, så lader man endnu engang systemet udpine dem, der allerede betaler den højeste pris i helbred. Det er ikke ansvarligt, det er ikke solidarisk, og det er slet ikke retfærdigt.
Når vi som samfund vælger at behandle direktøren og stilladsarbejderen ens i forhold til pension, så er det det stik modsatte af solidaritet. Vi udjævner ikke ulighed, vi forværrer den. Derfor skal pensionsalderen ikke sættes efter gennemsnitslevealderen, men efter virkeligheden.
Pensionsalder skal bestemmes af virkeligheden
Og virkeligheden er, at gennemsnittet dækker over nogle, der lever til de er 100 år og andre, der dør som 60årige – med ødelagt ryg og kroppen brugt. Skal vi arbejde til vi er 70, skal vi også leve længe nok til at kunne nyde vores pension. Det gør vi altså ikke, når vi nedslides længe før, vi når dertil.
Et ordentligt samfund sørger for, at folk har ret til pension, mens de stadig kan leve. Ikke når de er nedslidte. Pensionsalderen skal ikke bestemmes af økonomers grafer eller embedsmænds regneark. Den skal bestemmes af virkeligheden. Politikerne må tage ansvar. Der skal indføres differentieret pensionsalder, der tager højde for et langt og slidsomt arbejdsliv. En pensionsalder, der ikke er højere end 64 år, og gerne lavere. Hvis ikke, så har vi ikke længere en velfærdsstat for alle, men kun for de stærkeste. For vi arbejder for at leve, ikke for at dø på jobbet.
