Arbejdsliv | 24. oktober 2025

Ved du hvem der maler for dig?

Af Ole Draborg, direktør i Danske Malermestre og Paw Østergaard Nielsen næstformand i Malerforbundet, bragt i licitationen d. 21-10-2025

Selvstændige enkeltmandsvirksomheder har altid været en del af malerbranchen. En malersvend der ønsker at starte sin egen virksomhed og, som betjener kunder og udfører mindre opgaver i lokalsamfundet. De har typisk stærke kunderelationer og egen ordrebog. Det er en niche i malerbranchen, som derved bliver udfyldt på bedste vis. Intet problem i det.

Imidlertid ser vi en kraftig stigning i antallet af ”falske soloselvstændige” i malerbranchen.

Der er på det seneste er forekommet en række tilfælde, hvor en virksomhed for eksempel får en opgave på at male 20 lejligheder, hvorefter denne virksomhed (entrepriseholderen) hyrer 20 enkeltmandsvirksomheder, der er oprettet til ”opgaverne”, og som hver får til opgave at male én enkelt lejlighed.

Mange kunder der skal have løst en maleropgave ved reelt ikke, hvem det er der i sidste ende løser opgaven. Derfor bør kunder og bygherrer sikre sig, at malerarbejdet bliver udført af malersvende, der er ansat i det firma, som har fået opgaven og derved sikre sig imod, at opgaverne sendes videre til denne type underentreprenører.

Det er ofte ufaglærte udenlandske personer, som med et dansk cvr nr. bliver en enkeltmandsvirksomhed og indrulleres i denne forretningsmodel. Det sker ofte uden, at de selv ved, at de er deres egen virksomhed og i strid med reglerne for, hvornår man i skattemæssig forstand er at betragte som ”reel selvstændig” eller ”de facto” må betragtes som lønmodtager.

Der findes også udenlandske enkeltmandsvirksomheder, der er registreret i hjemlandet og ikke i CVR. Det gør det i sagens natur endnu mere komplekst at kontrollere og afgøre sagerne og forretningsmodellens lovlighed.

Også Skattestyrelsen beretter om, at denne forretningsmodel er i stigning ud fra deres kontrolaktioner.

Det er udover at være brud på de danske regler også et udtryk for social dumping og dermed unfair konkurrence overfor alle de virksomheder og lønmodtagere, der har orden i deres ansættelsesforhold.

Danske Malermestre og Malerforbundet i Danmark ønsker derfor i fællesskab at begrænse anvendelsen af ”falske soloselvstændige”. Det gør vi primært, fordi der ofte sker lovovertrædelser i forbindelse med denne ”forretningsmodel”. For at sikre at kunderne får den bedst mulige opgaveløsning. De ”falske soloselvstændige” skaber heller ikke det bedste arbejdsmiljø på byggepladserne. Sidst, men ikke mindst, så skaber den øgede aktivitet med falske ufaglærte soloselvstændige et kolossalt pres på vores faglærte uddannelser. Det ønsker vi absolut ikke.

Politikforslag i forhold til myndigheder og regler.

Skat’s Cirkulære om sondringen mellem lønmodtagere og reelle selvstændige skal genbesøges. Dette skal ske med henblik på at skabe bedre kontrolmuligheder give et stærkere grundlag for at udøve de nødvendige skøn og afsige de endelige afgørelser i de enkelte sager.

Desuden skal der sikres flere kontroller og målrettede indsatser i forhold til det stigende antal overtrædelser hos enkeltmandsvirksomheder og deres bagmænds forretningsmodeller.

Myndighedssamarbejdet mellem Skat, Arbejdstilsynet, politiet med flere, skal styrkes og have en fælles database, hvor de kan placere kontroloplysninger fra sagerne hos den enkelte myndighed. De øvrige myndigheder skal frit kunne tilgå andre myndigheders afgørelser og sager. Her kan de ”plukke i” de oplysninger, der er relevante for dem og gøre det ud fra deres egne erfaringer, ansvarsområder og kompetencer.

Norge har indført en fælles database mellem de forskellige myndigheder. Det har de ifølge nordmændene selv været en stor succes.

Skærpede udbudskrav

Bygherrer og kunder skal stille krav om, at der i et tilbud redegøres for, hvem der løser opgaverne. Det er der intet til hinder for at gøre. Stil desuden krav om direkte ansættelse hos entrepriseholderen og, at man ikke må have mere end ét led i underentreprenørkæden. Dette skal ske efter ”følg eller forklar” princippet.


Del: