Socialdemokratiet vil give mulighed for tidligere pension

Oprettet: 22.01.2019

Det skal være muligt for folk med fysisk og psykisk nedslidende arbejde at trække sig tidligere fra arbejdsmarkedet. Det mener Socialdemokratiet, der med Mette Frederiksen i spidsen tirsdag fremlagde et forslag om en gennemgribende reform af pensionsordningen. Malerforbundet bakker op om en differentieret pensionsalder, men savner, at Socialdemokratiet bliver mere konkrete. 

I dag er pensionsalderen på 65,5 år og den vil gradvist stige i takt med, at vi lever længere. I 2030 vil man i kraft af ordningen først kunne trække sig tilbage som 68-årig. 

Malerforbundet er sammen med andre fagforbund kritiske over for denne ordning, da malere og andre med fysisk krævende arbejde slet og ret ikke holder til at skulle blive længere på arbejdsmarkedet. 

Og det ser ud til, at Socialdemokratiet nu har taget kritikken fra fagbevægelsen til sig. I hvert fald lægger partiet med det nye udspil op til, at det skal være muligt at opnå tidligere pension. 

”Alle har ret til en værdig tilbagetrækning efter et langt arbejdsliv,” fastslog Mette Frederiksen under et pressemøde tirsdag. 

Ifølge Socialdemokratiet skal pensionsalderen afhænge af, hvor længe du har været på arbejdsmarkedet, og hvor nedslidende, dit job er. Derudover skal nedslidte have mulighed for at trække sig tidligere på baggrund af individuelle vurderinger. Forslaget har dog kun gang på jorden, hvis Mette Frederiksen bliver valgt til statsminister ved det kommende folketingsvalg. Desuden vil Socialdemokratiet endnu ikke lægge sig fast på, hvor mange år, du skal have været på arbejdsmarkedet, før du trækker dig tilbage. Men det bliver på den anden side af 40 år, fastslår partiet. 

Malerforbundet: Detaljerne mangler 

Malerforbundet bakker op om en differentieret pensionsordning, og forbundsformand Martin B. Hansen er umiddelbart tilfreds med Socialdemokratiets forslag – Men vi er slet ikke i mål endnu, mener han:

”Der er rigtig mange uklarheder i det her udspil. Tag for eksempel antal år på arbejdsmarkedet. Ikke under 40 år, nej men er det så 50 eller 60 år på arbejdsmarkedet, før du kan gå på pension? Og hvad med ledighedsperioder? Det vil uundgåeligt udskyde pensionsalderen for langt de fleste, der arbejder i et sæsonfag som malerfaget, hvis ikke de tæller med.” 

”Jeg savner, Socialdemokratiet bliver noget mere konkrete i deres udspil. Specielt om den økonomiske ramme, når de siger, den ikke må være for dyr. Det ligner lidt et kort, der kan trækkes frem, når man har løbet fra sine løfter efter et valg,” lyder det fra Martin B. Hansen. 

Forbundsformanden er dog glad for, at emnet pensionsalder nu ser ud til at blive et af de helt store temaer ved det kommende folketingsvalg: 

”Den uretfærdige og uholdbare stigning i pensionsalderen, der blev vedtaget i forbindelse med velfærdsforliget i 2006, er et forlig, Socialdemokratiet i øvrigt selv var med til at vedtage. Ordningen gør, at rigtig mange mennesker slet ikke kan se sig selv nå en pension, og med rette. Det må og skal laves om. Derfor er det super godt, at diskussionen om pensionsalderen bliver sat på dagsordenen," siger Martin B. Hansen og fortsætter:

"Men der er masser af vigtige ting, der stadig mangler at blive adresseret. Det er blandt andet uligheden i samfundet, forringelse i velfærden, og uddannelser. Udhulingen af dagpengesystemet og det ringe arbejdsmiljø på grund af gentagende besparelser i Arbejdstilsynet er nogle af de emner, vi mere end gerne så også kom på dagsordenen,” siger Martin B. Hansen. 

Socialdemokratiets syv principper

Socialdemokratiet præsenterede tirsdag syv principper, der skal være grundlaget til at nå frem til konkrete ændringer af pensionssystemet sammen med arbejdsmarkedets parter:

1. Fokus på nedslidte: En ny rettighed til at opnå tidligere pension, end man kan forvente i dag, skal målrettes de mest nedslidte - fysisk eller psykisk.

2. Langt arbejdsliv - tidligere pension: Rettigheden skal gælde for dem, som starter tidligst på arbejdsmarkedet.

3. Man skal have ret - man skal ikke bede om lov: Der skal være objektive kriterier for tidlig pension - opfylder man dem, skal man ikke gennem en sagsbehandler for at få lov at gå på pension.

4. Der skal fokus på ligestilling: Mænd og kvinder skal have samme adgang til tidlig pension. Perioder med barsel eller deltid skal ikke stå vejen for, at man kan få gavn af ordningen.

5. Man skal også kunne visiteres til tidlig folkepension: Borgere, der ikke lever op til kravet om anciennitet på arbejdsmarkedet, men alligevel er nedslidte, skal kunne visiteres til tidlig folkepension.

6. Modellen skal være simpel: Udgangspunktet for en diskussion med arbejdsmarkedets parter om et nyt pensionssystem skal være, at modellen skal være simpel og gennemskuelig.

7. Det må bare ikke blive for dyrt: "Den tidlige folkepension skal være samfundsøkonomisk ansvarlig og inden for den økonomiske ramme, vi afsætter," skriver Socialdemokratiet i udspillet.

Folketingsvalget skal afholdes senest 17. juni i år. 

Development: Hjemmesider.dk