• Selvom retten til tidlig pension er et vigtigt skridt på vejen, er det stadig nødvendigt med et massivt løft af arbejdsmiljøet. 

Ny ret til tidlig pension

Oprettet: 03.12.2020

Ny ret til tidlig pension er en historisk politisk aftale og et godt skridt på vejen til en værdig tilbagetrækning.

Malerforbundet har været med til at lægge pres Christiansborgpolitikere for, at der skal indføres en ret tidligere tilbagetrækning til dem med, der er kommet tidligt ud på arbejdsmarkedet. Og nu er det endelig lykkedes regeringen at indgå aftale med Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten. Lovforslaget er lige nu til forhandling i Folketinget, men forventes vedtaget inden årsskiftet. 

Aftalen anses som et nybrud i dansk politik og betyder, at lønmodtagere, der som 61-årige har været 42, 43, eller 44 år på arbejdsmarkedet, har ret til at trække sig henholdsvis 1,2 eller 3 år tidligere.

Rettighed til lønmodtagerne

Retten til tidlig pension er et stort og vigtigt skridt imod et tryggere og mere retfærdigt arbejdsmarkedssystem, mener Tonny Olsen, konstitueret forbundsformand i Malerforbundet:

- Med denne aftale bliver der for en gangs skyld givet en rettighed til lønmodtagerne. Det er historisk, men også en absolut nødvendighed. Mange af medlemmerne i Malerforbundet, der er kommet tidligt ud på arbejdsmarkedet, mærker dagligt, hvordan arbejdet slider på muskler og led. Og mange er med god grund bekymret for, om de holder til den stigende pensionsalder, siger Tonny Olsen.

Regeringen anslår, at omkring 41.000 personer i 2022 vil få ret til tidlig pension, og at 24.000 vil benytte sig af denne ret til at trække sig tidligere.

- Mange af dem med de længste og hårdeste arbejdsliv slipper nu for at stå med hatten i hånden og tigge om en førtidspension eller seniorpension. Nu kan de selv vælge at trække sig, inden de er slidt helt ned, og dermed få mulighed for gode, raske år efter pensionen. Men vi så jo gerne, at endnu flere blev omfattet ordningen, for behovet er der desværre, siger Tonny Olsen, der tilføjer at tidlig pension ikke løser alt.

Behov for et løft af arbejdsmiljøet 

- Med aftalen nærmer vi os et tryggere og mere retfærdigt arbejdsmarked. Men vi er endnu ikke i mål. Der er et stærkt behov for at få løftet arbejdsmiljøet, så vi i fremtiden ikke skal opleve samme grad af nedslidning i vores fag. Jeg er positiv over, at der i aftalen også bliver sat penge af til at styrke arbejdsmiljøet i 2023. Det er et godt skridt på vejen, men langt fra nok, siger Tonny Olsen

I aftalen om tidlig pension er der afsat 100 millioner kroner i 2023, som offentlige og private arbejdspladser kan søge for at forbedre det psykiske og fysiske arbejdsmiljø.

Aftalen skal blandt andet finansieres gennem et samfundsbidrag fra den finansielle sektor. Regeringen har nu fremsat lovforslag med henblik på, at aftalen kan træde i kraft i det nye år, så de første personer kan gå på tidlig pension i januar 2022.

Fakta om ny ret til tidlig pension

  • Retten til tidlig pension baseres på anciennitet på arbejdsmarkedet som objektivt kriterie.
  • Det er altså antal år på arbejdsmarkedet, der afgør, om du kan få ret til tidlig pension.
  • Retten til tidlig pension opgøres, når du er 61 år.
  • Har du været 44 år på arbejdsmarkedet, kan du få ret til at trække dig tilbage 3 år før folkepensionen.
  • Har du været 43 år på arbejdsmarkedet, kan du få ret til at trække dig tilbage 2 år før folkepensionen.
  • Har du været 42 år på arbejdsmarkedet, kan du få ret til at trække dig tilbage 1 år før folkepensionen.
  • Ydelsen, du vil blive berettiget til, ligger på omkring 13.550 kroner om måneden før skat. Beløbet er uafhængigt af en eventuel ægtefælles indtægt.
  • Ydelsen sættes ned for personer med pensionsformuer svarende til mere end 2 mio. kr. og er helt aftrappet, hvis pensionsformuen overstiger ca. 5 mio. kr.
  • Ud over beskæftigelse tæller også perioder med blandt andet dagpenge, sygedagpenge, deltidsarbejde, barselsorlov og obligatoriske praktikperioder med enten elevløn eller SU også med i ancienniteten.

 

Spørgsmål og svar

Hvordan optælles ancienniteten?

Antallet af år på arbejdsmarkedet opgøres på baggrund af ATP-indbetalinger. Beskæftigelse (også støttet beskæftigelse og beskæftigelse med løntilskud), dagpenge-, barselsdagpenge-og sygedagpengeperioder, ledighedsydelsesperioder og perioder med lønnet praktik/skolepraktik tæller med i ancienniteten. Deltidsarbejde ned til 18 timer om ugen tæller som fuldtid, fra man er fyldt 18 år.

Hvornår kan jeg søge fra?

Du vil tidligst kunne søge om tidlig pension fra den 1. august 2021. De, som får ret til tidlig pension, vil kunne få udbetalt ydelsen fra 1. januar 2022.

Tæller arbejde i udlandet med?

Hvis du har arbejdet i et af EU/EØS-landene, Schweiz eller Storbritannien, tæller det med i opgørelsen.

Hvad med min efterløn?

Hvis du får tilkendt ret til tidlig pension, får du mulighed for at få udbetalt dit indbetalte efterlønsbidrag kontant. Desuden gives der mulighed for frivillig skattefri udmeldelse af efterlønsordningen i en begrænset periode for personer, der ikke har nået efterlønsalderen pr. 1. januar 2022

Hvad hvis jeg har været ledig eller syg i perioder?

Hvis du har været på ledighedsydelse, dagpenge eller sygedagpenge, tæller disser perioder også med. Kontanthjælp og ressourceforløb tæller dog ikke med.

Development: Hjemmesider.dk