Jeg har sgu aldrig fået noget forærende

Jeg har sgu aldrig fået noget forærende

Artiklen blev første gang udgivet i Fagbladet Maleren februar 2020

Du skal selv kæmpe for det arbejdsliv, du drømmer om, fastslår multikunstneren Erik Clausen. Fagbladet Maleren har mødt den tidligere malersvend til en snak om arbejderkamp, socialdemokratiske blærerøve og kærligheden til malerfaget.

På Kronborg Slot i Helsingør sidder Holger Danske og vogter over fædrelandet. Man siger, at han på et tidspunkt vil rejse sig og hæve sit sværd. Klar til kamp. På samme måde er det med de danske arbejdere, mener Erik Clausen.

– Arbejderne vil rejse sig. Vi vil se mere aktivisme. For arbejderkampen er ikke død. Men måske er der brug for nye metoder, siger han og uddyber:

– Man kan ikke bare gøre, som man plejer. Sådan er der ikke noget, der fungerer. Du kan ikke regne med den gamle stil, hvor du møder op med røde faner og en T-shirt, der afslører, at du er lidt for tyk, stadig virker. Du må finde en anden måde at fremstille din værdikamp på, lyder opfordringen fra Erik Clausen.

Og måske er tiden lige nu inde til, at arbejderklassen vågner op til dåd.

Tidspres, produktivitet og profit fylder mere og mere hos arbejdsgiverne nu til dags. Og det suger arbejdsglæden og kreativiteten ud af håndværkerne, mener Erik Clausen.

– Da jeg var malersvend, arbejdede vi jo slet ikke i det tempo. Men den måde, man behandler håndværkere og arbejdere på i dag, er ikke ny. Vi har altid fået at vide, at ’nu skal I ikke komme for godt i gang.’

Erik Clausen nægter at marchere i takt med samfundets normer og har altid kæmpet for at bryde det, han kalder ’arbejderklassens nedarvede hang til at dukke nakken’. 

Tændt på malerfaget

Han er selv barn af arbejderklassen. Som søn af en enlig mor, voksede han op i Sydhavnen 1950-60’erne med drømmen om at bryde med mindreværdskomplekserne og blive en ægte kunstner. Malerfaget blev første skridt på vejen til at nå drømmen.

Som 15-årig var han gået ud af skolen og arbejdede som buddreng for at hjælpe til med det økonomiske i hjemmet.

 – Jeg kørte rundt på cyklen lagde jeg mærke til, at der var ret mange malere, der malede biografreklamer på de her store husgavle. Og de der gavlmalerier tændte mig. Jeg både tegnede og malede selv. Men havde slet ingen forstand på, hvad det gik ud på. Jeg kendte intet til kunst.

– Det, der er karakteristisk ved arbejderklassen er, at vores kulturelle selvbevidsthed er meget lille. Men den sociale og faglige bevidsthed er stor. Det var den også hjemme hos os.

Afvist af mester

Erik Clausen besluttede sig for at blive maler. Han søgte i første omgang læreplads hos en malermester på Østerbro, der lavede dekorationer. Men blev afvist.

”Jeg vil ikke have en lærling, der er skilsmissebarn, plysset og fra Sydhavnen,” sagde mesteren til den unge Clausen.

– Men jeg var ligeglad. Hvad rager det mig, tænkte jeg. Jeg endte med at komme i lære hos en anden mester på Østerbro. Der var kun os to i firmaet. Jeg blev altid sendt i forvejen og stod på høje stiger og vaskede lofter ned. Vi havde alle materialerne på cyklerne. Jeg kørte altid rundt med to spande og en stige under armen.

– Jeg fik 14 kroner om ugen det første år, jeg var i lære. Jeg lavede reparationsarbejde og almindelige maleropgaver. En gang i mellem lavede vi glasskilte på værksteder. Det kunne jeg godt lide.

Kammerat tog turen fra anden sal

Erik Clausen meldte sig ind i Malernes Fagforening i København. Som svend fik han job i et større malerfirma, hvor de blandt andet var med til at restaurere Christiansborg ved at bruge de gamle malerteknikker og behandlinger.

Selvom malerne dengang ikke lå under for tidspres, så var sikkerheden til gengæld helt i bund, mindes Clausen:

– Malingen var giftig ad helvedes til. Men svendene brugte det, for det dækkede godt og tørrede hurtigt. Stilladserne var af træ og samlet med skruetvinger. En af mine kammerater fra dengang sidder i kørestol i dag, fordi stilladset brast sammen under ham fra anden sal. Det var da de byggede Politiets Efterretningstjeneste ude ved Bellahøj, fortæller Erik Clausen.

Den manglende sikkerhed fik malerne til at gøre oprør.

– Vi protesterede og lavede strejker. Mange af mine kammerater blev blacklistet af arbejdsgiverne. Og så var der nogen, der lavede malerrapporten, så alle kunne få at vide, hvor giftig den nye maling var.

– Og det det lykkedes jo. I dag er der sikkerhed på arbejdspladsen. Du har nogle ordentlige stilladser, omklædningsfaciliteter, arbejdssko, handsker og knæbeskyttere. Og du har rettigheder. Alt sammen er jo udsprunget af de initiativer, svendene tog dengang, siger Erik Clausen.

Socialdemokratiske blærerøve

Han mener, der i dag ligger et opgør og ulmer i arbejderklassen.

– Vi kunne se det allerede, da Donald Trump kom og ville være præsident i USA. Klassens tykke dreng i en uheldig skikkelse. Det lykkedes jo for ham, fordi folk er trætte af middelklassen. Sådan er det også herhjemme. De, der i dag sidder i socialdemokratiet, har tjek på økonomien, de definerer kulturen og de ter sig, som de vil. Men folk gider ikke den der overlegenhed, som mange af dem har. Jeg får selv røde knopper af de blærerøve, siger Erik Clausen.

Han mener, at arbejderklassen lever i bedste velgående, men bliver svigtet af Socialdemokratiet, det gamle arbejderparti.

– Socialdemokratiet har tillagt sig borgerlige manerer og ser temmelig højrøvede ud, siger Erik Clausen, der aldrig har været bleg for at bruge provokerende vendinger, når han ’sparker opad’ mod magthaverne.  

Rejs dig selv

Selvom Erik Clausen fandt faglig stolthed og kammeratskab i malerfaget, trak kunstnerdrømmen stadig i den unge malersvend. Han blev af fagforeningens-formanden sendt på højskole. Her mødte han sin kone, og besluttede sig at gå kunstnervejen.  Han startede med at male billeder og lave gadecirkus. Derefter er det blevet til film, musik, foredrag og meget andet. Erik Clausen har stadig sit gamle malertøj og udstyr liggende derhjemme – og den faglige stolthed er intakt.

– Jeg er stolt af faget. Det har jeg altid været. Og det er via malerfaget, jeg har trænet mig op til at arbejde hårdt og koncentrere mig.

Han mener, at man selv har ansvar for at kæmpe for det arbejdsliv, man drømmer om.

– Jeg blev populær, fik succes og har haft meget travlt. Men jeg har sgu aldrig fået noget forærende. Du er nødt til at rejse dig selv og kæmpe!

Erik clausen om…

Flere kvinder i malerfaget

– Jeg er glad for, der er kommet så mange kvinder ind i faget. Da jeg var lærling og svend, var det en ren mandekultur, der som regel består af hierarki og skjulte dagsordenener. I det øjeblik, der er en kvindelig vibration til stede, sker der en udvikling og forskydning af mentaliteten omkring alt, hvad du gør på den pågældende arbejdsplads. Da jeg endelig begyndte at lave film, var det en befrielse for mig at komme med ind i den atmosfære-, fordi jeg endelig fik kvindelige kolleger.

Lavt selvværd

– Jeg begyndte at lave film da jeg var 35 år. Jeg havde ikke selvtillid, og tænkte at jeg måtte starte med at lave små kortfilm. Men så ombestemte jeg mig og tænkte ’nej, gu’ vil ej. Jeg vil lave en biograffilm!’ Jeg pumpede min selvtillid op. Det blev jeg nødt til. Kim (Larsen, red.) havde samme mindreværdskomplekser. Det er fordi, vi kommer fra arbejderklassen. Det er kulturen, vi kommer fra. Men den vrede, vi har, er også vores drivkraft. Vi har den der ’jeg skal vise dem-’mentalitet.

Overenskomstforhandlinger

– Før i tiden, når det var tid til overenskomstforhandlinger, så forventede man konfrontationer. Og det kom der også. Nogle af mine kammerater blev hele tiden udelukket af arbejdsgiverforeningen. De kunne ikke få job nogen steder og måtte i lang tid efter kalde sig noget andet, når de skulle søge job. Man skal ikke tro, at fagforeningen er en service. Måske forventer man for meget i forhold til, hvad fagforeningen overhovedet kan i en overenskomstforhandling.

At kæmpe sig tilbage

– Min skulder er brækket efter et fald på cyklen. Et halvt år før (tilbage i 2018, red.), faldt jeg på cyklen og brækkede hoften. Er det ikke bare uheldigt? Jeg døjer stadig med skulderen og går til fysioterapeut. Da jeg slog hoften og var på hospitalet, gik der forgiftning i det. Jeg lå på hospitalet i flere måneder. Til sidst var jeg bevidstløst. De kunne ikke vække mig, så jeg fik elektrochok fem gange. Når man ligger stille i så lang tid, forsvinder musklerne. Nu går jeg og træner hele tiden og maler med venstre hånd.

Om tabet af en ven

Erik Clausens gode ven og samarbejdspartner gennem mange år Kim Larsen døde den 30. september 2018. På det tidspunkt lå Erik Clausen bevidstløs på hospitalet efter cykelstyrtet.

– Det var ikke så godt. Vi savner ham meget. Det var alt for tidligt. Jeg fik et chok, for jeg lå jo bevidstløs i de dage der. Da jeg vågnede op efter elektrochok, så var han død. Jeg fik ikke sagt farvel. Men det ville Kim heller ikke. Han sagde farvel til sine børn.

– Han (Kim Larsen, red.) var jo syg. Alligevel lavede han koncerter. Vi er jo cirkusheste. Det er en mentalitet. Jeg ville heller ikke aflyse et show, da jeg havde brækket skulderen. Ærgrelsen over at skulle aflyse er større end den smerte det er, at gå rundt med en skæv skulder. Sådan var Kim også.

Om håndværket

– Det gode ved håndværket er, at du ikke kan snakke dig fra det. Vi lever i et samfund, hvor alle har travlt med at snakke sig fra tingene hele tiden. Men du kan ikke snakke dig fra malerarbejde. Når mester kommer ind i et lokale, så kan du ikke sige, du har malet det, hvis du ikke har. På få sekunder kan han se om det er malet, og om det er malet godt. Og så får du af vide om du skal komme igen på mandag eller om du skal blive hjemme hos din bedstemor og købe en violin i stedet for en malerpensel. Malerarbejde er faktisk og konkret. Du kan se på det rum, du lige har malet og sige: færdigt arbejde!