Arbejdsmiljø | 15. februar 2021

Asbest-skandalen i Herning: Under al kritik

– Det er under al kritik, at der ikke har været styr på håndteringen af asbest. Det kan potentielt have meget alvorlige helbredsmæssige konsekvenser for vores kollegaer og det er absolut uacceptabelt, understreger faglig sekretær Claus Melgaard fra Malernes Fagforening Midtjylland. 

Hundredvis af håndværkere, herunder malere, kan have været udsat for asbest i deres arbejde under renoveringsprojekt i Herning. Malernes Fagforening Midtjylland er gået ind i sagen.

– Lige nu handler det først og fremmest om at sikre, at vores gode kollegaer får hjælp og erstatning, hvis de med tiden udvikler asbest-relaterede sygdomme, siger faglig sekretær i Malernes Fagforening Midtjylland Claus Melgaard.

Han er i gang med at opspore, hvilke malere, der fra 2017-2020 har arbejdet på det renoveringsprojekt i Herning, hvor flere hundrede håndværkere kan have været udsat for de potentielt dødelige asbestpartikler.

Det er Boligselskabet Fruenhøjgaard, der i den fire-årige periode har stået bag et større renoveringsprojekt af 300 lejligheder i Herning. Hovedentreprenør på projektet var Enemærke & Petersen, som benyttede underleverandøren BR Miljøtech til nedrivningsdelen af opgaven. Ifølge 3F har der været mange ton asbest på pladsen, og der er under nedbrydningen af tagplader med asbest ikke altid brugt åndedrætsværn. Derudover blev den arbejdsmiljøvogn, som håndværkerne havde til omklædning og bad, inddraget af byggeledelsen, der brugte skurvognen til at holde møder i.

Alvorlige helbredsmæssige konsekvenser

Omkring 30-40 malere fra malerfirmaet Bonde og Mogensen har arbejdet på projektet i perioden, og Malernes Fagforening Midtjylland har taget fat i malerfirmaet for at få afklaret mere præcist hvem, der kan have været udsat for de farlige asbestpartikler.

– Det er under al kritik, at der ikke har været styr på håndteringen af asbest. Det kan potentielt have meget alvorlige helbredsmæssige konsekvenser for vores kollegaer og det er absolut uacceptabelt, understreger faglig sekretær Claus Melgaard.

For ham er det vigtigste lige nu, at der bliver lavet en grundig opsporing af alle de håndværkere, der har arbejdet på projektet. Det skal sikres, at de bliver registreret i en asbest-protokol og dermed kan få erstatning, hvis de senere får lungehindekræft eller andre asbest-relaterede kræftsygdomme efter at have været udsat for asbestpartiklerne.

Fagforeningen overvejer desuden, om der skal køres en faglig sag over for arbejdsgiveren.

Har du arbejdet på projektet i Herning? Kontakt faglig sekretær Claus Melgaard på tlf: 27 60 55 36.


Del: