Midtjylland | 20. januar 2020

Debat: Giv os ret til at pleje vores syge børn

“Jeg synes, det ville mere fair for både børn og forældre, at vi i overenskomsten får ret til flere betalte sygedage.”  

Debatindlæg af: malersvend Trine Skov

Som mor til to og med et fuldtidsjob som maler kan det være svært at få enderne til at hænge sammen i en travl hverdag.

Vi står tidligt op, afleverer børnene i vuggestue og børnehave, og skynder os videre på arbejde.

For 100 år siden var kvinderne hjemme og passede hjem og børn. Tiderne skifter og kvinderne er rykket ud på arbejdsmarkedet. Men der er ikke nogen, der så til gengæld er rykket hjem. Selv bedsteforældrene arbejder længere og har mindre tid til at træde til og hjælpe. Og man sender jo ikke syge børn i institution.

I dag har vores fag stadig kun ret til én barnets sygedag udover den dag, vi evt vi kaldt hjem på. Resten skal vi selv betale. I andre fag følger de med tiden og giver ret til to barnets sygedage eller mere.

Hvorfor skal vores fag ikke meldes ind i fremtiden, og hvorfor skal vi selv betale med feriedage, når vores børn er syge og har brug for, at vi er hjemme i mere end én dag?

Vi har brug for et arbejdsmarked, der tager mere hensyn til børnefamilierne og giver mere ro og tid til det syge barn.

Jeg synes, det ville mere fair for både børn og forældre, at vi i overenskomsten får ret til flere betalte sygedage.  


Del: