Politik | 28. februar 2020

Den gule parasit er ikke død. Den gemmer sig bare lige nu.

Debatindlæg af: Rasmus Juul, næstformand i Malernes Fagforening Midtjylland.

Bare fordi vi lige nu har fokus på faglige interne holdninger og åben klassekamp med arbejdsgivere, der råber op om, at arbejdstageren skal vise mådehold og mere fleksibilitet, betyder det ikke at den irriterende kløe, der hele tiden kribler i nakken, er væk. Tværtimod.

Lad os starte med at genopfriske definitionen på en parasit. Her er hvad Gyldendals Den store danske siger: ”parasitter, snyltere, organismer, der lever på bekostning af andre ved at hente næring fra disse, se parasitisme.”

Ligesom en tæge sidder de gule organisations-parasitter stadig fast på os, og de er ved at vokse sig fede på bekostning af os, der skaber den næring, vi allesammen skal leve af i vores daglige arbejdsliv. Ofte når man er meget aktiv på den ene eller anden måde, bemærker man ikke, at parasitten sidder og nasser på en, fordi man er koncentreret om noget andet.

Det samme gælder for ”den gule parasit,” som har sat sig fast på det arbejdende folk i Danmark. Årsagen til, at jeg synes, denne type parasit den allerfarligste parasit, der findes derude, er, at i modsætning til naturens parasitter, så er den gule parasit selvbevidst. De gule parasitter ved udmærket godt, det er farligt og meget skadeligt, det, de laver. Men værst af alt, så har de ingen dårlig samvittighed over de giftige løgne, de pumper ind i arbejderbevægelses røde blod.

Løgn

Alt dette er gammel viden og de organiserede arbejdere gør da så sandelig også, alt hvad de kan, for at dæmme op og bekæmpe denne form for parasitisme.

Nu står vi så midt i en klassekamp igen. Problemet er bare, at vi glemmer de gule, selvbevidste parasitter, som er så snu, at de sørger for ikke at gøre noget videre væsen af sig. De sidder stadig på os. Vi strides internt om holdninger og meninger i arbejderbevægelsen – og eksternt med arbejdsgiverne – om at give lidt mere næring til os i en tid, hvor der er mere end rigeligt til alle.

De gule parasitter er ikke pisse hjælpsomme i en sådan tid. Nej, de er som altid direkte passive. De er definitionen af parasitisme. De smiler bare og venter. For de ved godt, at så snart kampen er ovre og støvet har lagt sig, så kan de igen røre på sig, formere sig og sprede endnu flere betændte løgne om, hvordan de er gode for arbejderen og kan hjælpe til, hvis der skulle blive problemer på det organiserede arbejdsmarked.

Det eneste, vi skal give for den gule parasits ”hjælpende hånd,” er bare lige et par dråber mere af arbejderbevægelses røde blod. Men når regningen er betalt, ser man kun ryggen af den leende parasit, der går sin vej. For den gule parasits ”hjælpende hånd” var selvfølgelig også bare en løgn.

Lad os aldrig glemme at udstille de gule parasitter for hvad, de i virkeligheden er: nemlig en organisme, der sidder med på frihjul samtidigt med, at den med fuldt overlæg spreder sine giftige løgne. Lad os få pillet det nassende organisations-kryb af arbejderens krop.


Del: