Det er slut med store bededag
Fra 2024 forsvinder store bededag som en helligdag i Danmark. Regeringens upopulære forslag om at afskaffe store bededag blev i går vedtaget med et snævert flertal i folketinget.
Det var SVM-regeringen med støtte fra De Radikale, der fik forslaget stemt igennem med 95 mandater. 68 stemte imod forlaget, der de sidste måneder har mødt massiv kritik, ikke mindst fra fagbevægelsen.
De stjæler både løn og frihed
“Folketinget står nu alene med ansvaret for at gribe ind i den danske aftalemodel og stjæle både løn og frihed for danskerne efter et uskønt forløb. Ikke én eneste gang inden valget talte regeringen og De Radikale om sløjfningen af en helligdag som en mulighed. Ikke en eneste invitation til drøftelser med arbejdsmarkedets parter om at finde andre løsninger blev afsendt. Jeg er dybt rystet og skuffet”, siger Lizette Risgaard, formand for fagbevægelsens Hovedorganisation.
I år bliver altså sidste gang, at lønmodtagerne kan nyde godt af en fridag på den fjerde fredag efter påske. Regeringen har begrundet afskaffelsen med, at der skal skabes finansiering til blandt andet forsvaret.
Malerforbundet har på lige fod med resten af fagbevægelsen været indædte modstandere af afskaffelsen.
Udover folkelige demonstrationer har over 470.000 danskere skrevet under på en bevarelse af store bededag som fridag.