Arbejdsmiljø | 21. juni 2024

”Det er som at male med superkræfter”

På uddannelsen til bygningsmaler i Hillerød bliver malerlærlingene udstyret med exoskeletter for at forebygge nedslidning og forbedre arbejdsmiljøet.

På UNord i Hillerød går de nye veje i undervisningen af bygningsmalere, da exoskeletter nu bliver en del af undervisningsplanen. Malerlærlinge får her chancen for at lære, hvordan de kan bruge avancerede bærbare metalskeletter i deres håndværk.

-Det er som at male med superkræfter, fortæller Victor Bailey, en af lærlingene, med et grin, mens han justerer selerne på sit nye exoskelet.

-Pludselig bliver det meget lettere at male lofter og paneler, tilføjer han.

Skolen har indført exoskeletter i undervisningen for at forberede de unge lærlinge på en fremtid, hvor fysisk belastning reduceres, og produktiviteten forbedres.

Fra styrketræning til exoskeletter

Undervisningen fokuserer ikke kun på brugen af exoskeletter til fysisk krævende malerarbejde. Der lægges også vægt på, hvordan man opretholder præcision og kvalitet i arbejdet.

-Vi er meget fokuserede på at give lærlingene de rette værktøjer til at undgå nedslidning. Jeg anbefaler altid nye lærlinge at dyrke styrketræning for at forebygge nedslidning, og nu kan vi også anbefale exoskeletter, som et nyttigt værktøj, forklarer underviser Flemming Jacobsen.

Der er meget at lære med de nye exoskeletter, og korrekt justering af de tilhørende seler er vigtigt. Lærlingene lærer hurtigt at tage udstyret på og af, selvom udstyret desværre endnu ikke er så effektivt til personer med en mindre muskulatur.

-Det er lidt ærgerligt, at den ikke passer os piger så godt, sukker Sille, en af de kvindelige lærlinge der tester exoskelettet af.

-Men mon ikke det kommer på et tidspunkt, fortsætter hun retorisk.

Unge stiller krav til arbejdsmiljøet

Feedback fra lærlingene er dog overvejende positiv. De oplever, hvordan exoskeletterne forbedrer deres evne til at udføre fysisk krævende arbejde over længere tid.

– Er jeg bekymret for nedslidning? Ja, når jeg ser ældre malere blive ramt. Men med exoskeletterne ser jeg en fremtid i branchen for mig med mindre bekymring for slid og skader, siger Victor, mens han rutineret justerer en sele og går i gang med penslen.

Med indførelsen af exoskeletter i læreplanen etablerer UNord en ny standard i malerfaget. Det er en investering i fremtidens fagfolk, som bygger deres karrierer på innovation og ikke vil gå på kompromis med arbejdsmiljøet.

-Vores mål er at uddanne malere, der vil stille krav til fremtidens malermestre om moderne hjælpemidler, udtaler uddannelsesleder Mette Berner og fortsætter:

-Et godt arbejdsmiljø og mindre nedslidning er vigtigt, hvis vi skal gøre uddannelsen og arbejdet mere attraktivt.

Hvad er exoskeletter

Definition:
Exoskeletter er bærbare enheder, der bæres uden på tøjet og er designet til at understøtte og forstærke brugerens krop ved at forbedre styrke og udholdenhed. De er typisk fremstillet af metal og andre robuste materialer. Skeletterne i artiklen har kostet ca. 9000 kr stykket.

Brug:
Forbedrer arbejdernes evne til at udføre fysisk krævende opgaver over længere perioder uden træthed eller skade.

Fordele:
Reducerer risikoen for arbejdsrelaterede skader og nedslidning.
Øger produktivitet og arbejdseffektivitet.
Forbedrer præcision i udførelsen af specifikke opgaver.

Udfordringer:
Kræver tilpasning og træning for optimal anvendelse.
Kan være kostbare i indkøb og vedligeholdelse.
Passer ikke nødvendigvis til alle kropsstørrelser og -typer uden individuel tilpasning.


Fremtiden:
Exoskeletter er stadig under udvikling, og forskere arbejder løbende på at forbedre teknologien for at gøre den mere tilgængelig og effektiv i forskellige fagområder.


Del: