Disse farver skal øge danskernes mentale velvære
Hvilken stemning ønsker du at skabe i det rum, du skal male? Det spørgsmål vil Flüggers kunder blive mødt af fremover, når de besøger en Flügger-butik for at få inspiration og købe maling til fremtidens DYI-projekter.
Samtidig er farvekortet også en inspiration til den professionelle maler, som skal rådgive sine kunder omkring farvevalg til både private hjem og kontormiljøer.
– Farvekortet er baseret på megatrenden, at vi har brug for at koble af fra en ustabil verden. Vi ved, at farver påvirker os meget. De påvirker for eksempel vores koncentrationsevne, hvor gode vi er til at slappe af, være kreative eller simpelthen tale med andre mennesker,” siger Sune Schnack, administrerende direktør i Flügger. Han uddyber:
– Historisk er det en tilgang, de færreste har tænkt over, når de skulle vælge farver til hjemmet, kontoret eller biblioteker. Så jeg er stolt og glad over, vi er med til at løse det.
Vi vil have flere farver på væggene – og de må gerne være brændte
I Flüggers butikker ses en udvikling væk fra at vælge én farve til et rum, eller at male en hel væg i samme farve. I stedet vælger mange at kombinere farverne. Her er udfordringen, at få farverne til at harmonere, så de giver et ensartet udtryk og stemning.
Hos pej gruppen har administrerende direktør, Louise Kongsholm, set dybt ned i tidens trends i både Danmark og internationalt. Det er de observationer, som også har været med til at forme farvekortet.
– Vi bevæger os hen mod mere farve. Og mod at kombinere flere farver i samme hus og rum. Vi ser flere og flere vægge blive malet, mens køkkener får farver og store møbler bliver malet. Vi er ikke gået helt farve-amok, men vi bruger farverne på en kontrolleret måde: vi er jo pragmatiske danskere, siger Louise Kongsholm.
Hvis man ønsker flere farver, hjælper farvekortet de DIY-lystne danskere godt på vej. Det uddyber Julie Nørring, der er Color Manager hos Flügger.
– Det er sjældent nemt at kombinere farver. Især ikke, hvis du vil ramme en helt særlig stemning i rummet. Derfor har vi opdelt farverne i 18 ’harmonier’ med fire farver, der harmonerer særligt godt sammen. Og er de 72 farver ikke nok, har vi altid vores vifte med flere end 900 farver, som vores medarbejdere kan rådgive rigtig godt i, siger Julie Nørring.
Farvekortet er tilgængeligt i alle Flüggers butikker i Danmark, Norge, Sverige, Island, Litauen og Polen. Læs mere om Flüggers farvekort.
Fakta om farvekortet
Farvekortet indeholder 72 farver, som er inddelt i 18 harmonier og 4 moods:
- Positive: 20 farver, som er gode til rum, hvor vi vil være sociale eller kreative.
- Calming: 20 farver, som er gode i rum, der skal give ro i sindet og få os ned i gear.
- Performance: Bruges i rum, der skal skærpe vores fokus og øge motivationen. For eksempel til hjemmekontoret.
- Reflective: Hyggelig stemning til fordybelse, øger nærvær.