Er exoskelettet vejen frem?
Mindre belastning, færre smerter og øget produktivitet. Exoskelettet er ved at gøre sit indtog på det danske marked og er et oplagt værnemiddel til maleren. Men det må aldrig blive en undskyldning for, at mester skruer hastigheden op, advarer Malerforbundet.
Forestil dig at slippe for de skulder- og nakkesmerter, du pådrager dig som følge af flere timers slibe- eller malearbejde. Det er måske muligt med det nyeste skud på stammen inden for teknologiske hjælpemidler: ‘Mate Exoskeleton.’ Exoskelettet er designet til, at du kan udføre den samme bevægelse igen og igen, uden du bliver træt eller overbelastet. Og det et optimalt værn mod nedslidning for maleren, mener Arne Urskov. Han er sales manager i Egatec, der som de første introducerede exoskelettet på det danske marked i februar 2019.
Exoskelettet er udviklet af italienske Comau, som er storleverandør af automationsudstyr til især autoindustrien. Det bærbare ’skelet’ bruger ikke batteriet og skal ikke tilsluttes strømforsyning. I stedet er det en indbygget fjeder, der giver støtte og kraft til dine bevægelser med overkroppen og armene.
– Mate arbejder med kroppen og ikke for kroppen. Den skubber på overarmene. Jo længere du løfter armene op og jo tungere det er, jo mere kraft får du. Den kan skubbe godt og vel fire kilo på hver arm, og du kan selv indstille hjælpekraften alt efter højde og drøjde, siger Arne Urskov.
Personligt værnemiddel
I følge ham, nedsættes belastningen i nakke og skuldre med gennemsnitlig 30 procent, så arbejdet kan udføres uden, at du mærker træthed og smerter. Arne Urskov understreger dog, at formålet med exoskelettet er, at det skal forebygge nedslidning.
– Det er ikke meningen, at svendene skal arbejde mere og hurtigere. Exoskelettet er et personligt værnemiddel, siger Arne Urskov.
I Malerforbundet er man da også opmærksom på, at den nye teknologi ikke skal blive en undskyldning for at presse svendene til at yde mere.
– Det er et spændene område, som vi følger nøje. Og for os er det ekstremt vigtigt, at exoskelettet bliver brugt til at forebygge og aflaste, og ikke bare som et værktøj til at optimere produktivitet og profit, siger næstformand i Malerforbundet Tonny Olsen.
Lars spiser seks piller om dagen
39-årige malersvend Lars Melby Jensen fra Svendborg har aldrig prøvet et exoskelet, men er meget interesseret i den nye teknologi. Vi har derfor sat ham i stævne med Arne Urskov fra Egatec.
– Jeg er ret positivt indstillet over for exoskelettet, hvis det kan afhjælpe at vi bliver nedslidte. Jeg håber, at det kan følge med i praksis, så det ikke bliver for besværligt at bruge eller går for meget i stykker. Og det skal jo ikke være sådan, at mester kommer og siger, at vi skal arbejde hurtigere og længere, hvis vi får et exoskelet, siger Lars Melby Jensen.
Han arbejder i et større malerfirma og laver både nybyg, ombyg, flyttelejligheder og forsikringssager. Lars Melby Jensen har været 21 år i malerfaget og det kan mærkes på kroppen:
– Jeg er altid anspændt i skulder- og nakkeregionen. Specielt nu, hvor det er koldt udenfor, får jeg ondt i albuer, knæ og hofter. Jeg kan godt mærke, at jeg nok ikke holder til pensionsalderen, der for mit vedkommende er på 74 år, siger Lars Melby Jensen.
Smerterne i skuldre, nakke og ryg gør, at han i perioder må tage smertestillende medicin for at kunne klare arbejdet:
– I de sidste par uger har jeg spist to panodiler til morgenmad, to panodiler til frokost og to til aftensmad. Oftest tænker jeg ikke over det, for det er en del af min hverdag, fortæller Lars Melby Jensen.
Tydelig forskel
Arne Urskov, der har medbragt et exoskelet, fortæller Lars Melby Jensen, at det vil kunne nedsætte nedslidningen og muskelspændingerne.
– Og du kan sagtens tage det på alene. Det tager ikke længere tid end af tage din jakke på, siger Arne Urskov, der hjælper Lars Melby Jensen på med exoskelettet.
Det vejer 4,2 kilo og spændes på via et bælte om lænden og strammes ind med stropper om armene og over brystkassen.
– Den trækker mine arme opad, udbryder Lars Melby Jensen som noget af det første, da han har fået monteret exoskelettet.
– Jeg kan tydeligt mærke, at den løfter min arme. Den virker god. Man skal lige vænne sig til det her træk i armene. Men umiddelbart følger den fint med mine bevægelser, siger han.
Væk med nakke-spændinger
Nu tager han sin girafsliber og holder den med strakte arme over hovedet, mens han bevæger den fra side til side.
– Jeg kan meget tydeligt mærke forskel i de spændinger, jeg normalt har i nakken. Jeg mærker dem slet ikke med den her på, siger Lars Melby Jensen og fortsætter:
– Jeg er sgu imponeret. Det må jeg altså sige. Og jeg er positivt overrasket. Jeg havde forestillet mig, at jeg ville ligne RoboCop. Men jeg har god bevægefrihed. Jeg ville nok ikke have den på, hvis jeg bare skulle male vægge. Men hvis det var lofter, der skulle slibes eller males, ville jeg tage den på, siger Lars Melby Jensen.
Han vil nu tage hjem og lægge en brochure for exoskelettet på mesters skrivebord. Han er dog lidt betænkelig ved prisen, der lyder på 37.000 kroner for et styk Mate Exoskelet.