FH kongres | 31. oktober 2022

FH’s formand opråb: ”Der lurer en kæmpe udfordring, som truer med at underminere alt, hvad vi har opnået”

Organisering er vores allervigtigste opgave, understreger Lizette Risgaard i sin beretning til kongressen i Fagbevægelsens Hovedorganisation.

Formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) Lizette Risgaard har netop afgivet sin mundtlige beretning til FH’s kongres, der blev skudt i gang mandag morgen.

Udover at pege på de kampe, fagbevægelsen står over for i fremtiden, bla. arbejdsmiljø, økonomisk utryghed, stigende pensionsalder og EU’s mindsteløn, så lagde FH-formanden ikke skjul på, hvad der er den altoverskyggende udfordring for fagbevægelsen: Organisering. Eller rettere mangel på organisering.

En tredjedel af lønmodtagerne er ikke organiserede, og bliver udviklingen ikke vendt nu, ser fremtiden dyster ud, fastslog FH-formanden:

“Der lurer en kæmpe udfordring, som truer med at underminere alt, hvad vi har opnået, og alt hvad vi tror på. For som vi altid siger: Fagbevægelsen er medlemmerne. Uden medlemmerne er vi ingenting,” lød det fra Lizette Risgaard, der kom med en klar opfordring til kongressen:

“Når det er sagt, så er organisering og fastholdelse den altoverskyggende vigtigste opgave for jer ude i forbundene, i fagforeningerne, ja, i hele FH-fagbevægelsen i den kommende tid. Vi må ikke åbne en ny ladeport for skodjob og social dumping med systematiseret overarbejde uden løn, mangel på fritid og hviletid, ydmygelser, underbetaling.”

Kongres i Fagbevægelsens Hovedorganisation afholdes mandag den 31. oktober og tirsdag den 1. november 2022 på Scandic Falkoner på Frederiksberg.

På kongressen vil mere end 400 delegerede behandle nogle af de store udfordringer, fagbevægelsen står overfor.


Del: