Arbejdsmiljø | 30. august 2018

Formanden mener: Det er en ommer, Løkke og co.

Af forbundsformand Kresten Vendelboe: 

Regeringen lægger i deres nye finanslovsudspil op til at sløjfe de vanvittige to-procentsbesparelser på uddannelsesområdet – Det lyder umiddelbart fornuftigt – men ifølge Løkke og co. skal dette først ske fra 2022. Derefter skal der stadig spares to procent årligt, men besparelserne føres tilbage til uddannelsesområdet. Det er ikke godt nok. De nedskæringer, der er tvunget igennem de sidste par år, skal rulles tilbage nu.

Erhvervsuddannelserne er totalt udsultet på grund af de senere års besparelser. Vi kan ikke skære mere ind til benet. Vi oplever, at færre unge vælger en erhvervsuddannelse. Det er en klar konsekvens af de forringelser i kvaliteten, der er kommet efter det såkaldte omprioriteringsbidrag.

Allerede i 2025 kommer vi til at mangle 70.000 faglærte, viser prognoser. Vi har simpelthen ikke råd til at vente med at få rettet op på erhvervsskoleområdet.

Vi har en stærk økonomi i Danmark med høj vækst og den højeste beskæftigelse nogensinde. Det bekræftede finansminister Kristian Jensen i dag under præsentationen af regeringens finanslovsudspil.

Så hvorfor skal erhvervsuddannelserne blive ved med at bløde? Og hvor er de hårdt tiltrængte midler til arbejdsmiljøet og bekæmpelse af social dumping i udspillet?

Hvis vi skal fortsætte med at have en stærk økonomi, så er det hamrende nødvendigt at sikre, at der nok malere, vvs’ere , elektrikere i fremtiden. Og at forholdene er i orden. Det kræver investering – ikke yderligere besparelser.

På uddannelsesområdet er der blandt andet behov for flere undervisere, nyt udstyr og en seriøs indsats for at sikre praktikpladser til de unge. Lige nu står godt 6.000 erhvervsskoleelever – henunder unge på maleruddannelsen – uden praktikplads. Hvordan skal de komme videre i deres uddannelse? Og hvis vi skal få flere unge til at give sig i kast med en erhvervsuddannelse, må og skal der rettes op på arbejdsmiljøet.

Jeg håber inderligt, at det varslede erhvervsuddannelsesudspil fra regeringen, der skulle komme i løbet af efteråret, tager højde for ovenstående. 


Del: