Debat | 09. september 2022

FRi os for uanstændige frontalangreb

Debatindlæg bragt i Politiken 9. september 2022

af Tonny Olsen, formand for Malerforbundet,

Henrik W. Petersen, formand for Blik- og Rørarbejderforbundet,

John Nielsen, formand for Serviceforbundet,

Jørgen Juul Rasmussen, formand for Dansk El-Forbund og

Henning Overgaard, formand for 3F

Lønmodtagere med de længste og hårdeste arbejdsliv har efter mange års faglig og politisk kamp fået ret til en værdig tilbagetrækning nogle få år før pensionsalderen.

40.000 har indtil nu fået tryghed gennem at få tilkendt retten til tidlig pension. Indtil videre har knap 8.000 valgt at gøre brug af denne rettighed og gå over til en ydelse, der svarer til folkepension.

Den politiske debat om retten til tidlig pension fortsætter imidlertid. Og den er bestemt ikke værdig. En af de mest uforsonlige modstandere er de konservatives statsministerkandidat Søren Pape Poulsen, som har kaldt ordningen for ”socialisme” og tilbagetrækning ”for andre folks penge.”

De konservative foreslår her inden det forestående folketingsvalg, at man skal afskaffe både retten til tidlig pension, efterlønnen og seniorjob-ordningen. Et lignende frontalangreb på vores medlemmers tryghed mindes vi ganske enkelt ikke.

Besparelserne fra de voldsomme forringelser vil de konservative bruge som led i at finansiere deres ønsker om skatte- og afgiftslettelser for 40 mia. kr. De vil bl.a. tilgodese de rigeste med afskaffelsen af topskat og arveskat og en lavere aktieskat.

I en tid, hvor man argumenterer for en stadig stigende pensionsalder, er det både fair og nødvendigt, at de lønmodtagere, der har de længste arbejdsliv, også får en ret til at kunne trække sig tilbage, inden de er slidt helt ned.

Samtidig skal både politikerne og myndighederne, arbejdsgiverne og vi i fagbevægelsen styrke den fælles indsats for et sikkert arbejdsmiljø, der ikke medfører lige så mange tragiske arbejdsulykker, og som giver mindre nedslidning.

For selv om arbejdsgiverne med deres ledelsesret har ansvaret for et sundt og godt arbejdsmiljø i vores medlemmers arbejdsliv, så ser det ikke for godt ud i dag i statistikkerne, hvor der er markant ulighed med hensyn til både levealder og arbejdsalder. Arbejdsgiverne løfter ganske enkelt ikke deres ansvar. Derfor er det også uforståeligt, at de tilmed træder på deres medarbejdere ved at bakke op bag de konservatives forslag. Det er ikke i orden og ikke anstændigt, DA, DI og DE!

Vores medlemmer kommer tidligt ud på arbejdsmarkedet, og bidrager til virksomhedernes omsætning og samfundets velfærd, mens andre bruger 20’erne på at læse videre. Vores medlemmer arbejder med deres hoveder, hænder og kroppe, og det er uanset, om det er sol eller regn. Vores medlemmer skal som udgangspunkt selv betale for at få fri til at gå til lægen i arbejdstiden, når kroppen værker.

Så fri os fra uanstændige frontalangreb på vores medlemmers ret til en værdig seniortilværelse og tilbagetrækning efter et langt arbejdsliv.


Del: