| 20. december 2023

Guide: Sådan gør du, hvis du får en arbejdsskade

Læs her, hvad du skal være opmærksom på, hvis du kommer ud for en arbejdsskade. læs også, hvordan Malerforbundet kan hjælpe dig, hvis uheldet er ude.

Det skal du være opmærksom på, hvis du får en arbejdsskade

  • Du skal sikre dig, at din arbejdsskade er anmeldt.
  • Hvis du ikke er sikker på, at din arbejdsskade er blevet anmeldt, skal du selv anmelde den. Du kan få hjælp i din fagforening.
  • Det er din arbejdsgiver, der skal anmelde din arbejdsulykke, og det er din læge eller tandlæge, der skal anmelde din erhvervssygdom. Men det er dit ansvar at tjekke op på, at det er blevet gjort. En arbejdsskade skal anmeldes inden ét år fra skadedatoen eller fra du får oplyst, at du kan have en erhvervssygdom. Du kan altid kontakte din fagforening, hvis du er i tvivl eller har brug for hjælp.

Sådan hjælper Malerforbundet dig:

  • Hvis du får en arbejdsskade, så kontakt din fagforening.
  • Vi hjælper dig med at finde ud af, hvad du skal gøre.
  • Når din arbejdsskade behandles i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, kan Malerforbundet få fuldmagt i din sag.
  • Med en fuldmagt har Malerforbundet adgang til at se, hvad der sker i din sag.
  • Malerforbundets socialrådgivere kan hjælpe dig med at forstå din sag, besvare breve, rykke, vurdere afgørelser og klage over afgørelser fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring

Socialrådgiveren Lisbeth Stefanskis råd:

– Hvis du er udsat for en arbejdsskade, er det afgørende, at du tjekker, om den er blevet anmeldt. Det skyldes, at der er tidsfrister for anmeldelse. Du kan risikere, at din sag bliver afvist, hvis den er anmeldt for sent. Det er også vigtigt, at du fra starten får beskrevet præcis, hvad der skete, da du kom til skade. Du skal gå til læge hurtigst muligt, da det er afgørende, om der er dokumentation for din skade eller sygdom. Du kan altid kontakte din fagforening, hvis du ønsker hjælp i din arbejdsskadesag. Når din sag behandles i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, vil min kollega Hanne Kjærby og jeg bistå dig i sagen. Vi er socialrådgivere i Malerforbundet og vil hjælpe dig bedst muligt med din sag.  

En arbejdsskade er: En akut skade, du får på din arbejdsplads, eller en påvirkning på op til fem dage på dit arbejde. 

Erhvervssygdom: En sygdom, som opstår på grund af påvirkninger på dit arbejde over længere tid. Der skal være lægelig viden om, at der er sammenhæng mellem sygdommen og det arbejde, du udfører.


Del: