| 21. september 2023

Håndværker og stressvejleder: “Der er mange, der ignorerer fysiske og psykiske tegn på stress”

Ole Sørensen er uddannet elektriker og stressvejleder. Han arbejder med håndværkere, der er på randen af eller kæmper med stress. Han har i sit virke som elektriker selv haft stress.

Hvad er stress?

Stress er en hormonel tilstand og er helt naturlig. Vi oplever alle stress fra tid til anden.

Den kortvarige stress giver energi og en følelse af, at vi har mere overskud og får tingene gjort. Hvis vi fortsætter med den tilstand, kommer vi ind i en langvarig stresstilstand.

I den tilstand kan vi blandt andet blive opgivende, have tankemylder, sove dårligt eller have fysiske ubehag. Nogle får nogle enkelte symptomer, andre får flere. Nogle gange lukker kroppen af for evnen til at bevæge sig, andre gange kan der lukkes af for hele bevidstheden, så man ikke registrerer hvor man er, eller hvad man laver. Der kan være tale om små signaler eller store vink med en vognstang.

Hvad er det, der stresser håndværkere?

Vores samfund har generelt forandret sig markant de seneste halvtreds år – herunder også vores arbejdsliv. Mange håndværkere oplever i dag, at kunder ringer om aftenen. De kan tjekke arbejdsrelaterede ting på deres telefon efter arbejdstid. Det betyder, at de ikke holder helt fri på samme måde som før. I det hele tiden er skærmene gift for de pauser, vi automatisk fik før i tiden. Hver gang vi keder os, bliver vi tilbudt underholdning fra vores telefon. Noget andet er vores og andres forventninger til forældreskabet. For tyve år siden skulle man også køre børnene til håndbold. Men i dag skal man være mere sammen med sine børn og være mere nærværende. Det efterlader mindre tid til forældrene.

Hvordan oplever du, at håndværkere håndterer symptomer på stress?

Der er mange, der ignorerer fysiske og psykiske tegn på stress. I stedet hellere bider de hellere tænderne sammen og kæmper videre alene. Men det er meget bedre at få trukket i håndbremsen, før stressen bliver et frit fald. Hvis man kan tage det, når man er på vej ned ad bakke, er det hurtigere og nemmere at komme ovenpå igen.

Hvordan oplever du, at kulturen er på arbejdspladserne, når det drejer sig om at tale højt om stress?

Jeg oplever, at kulturen omkring stress er ved at ændre sig. Der er lidt mere åbenhed omkring det. Virksomhederne har fundet ud af, at stresssygemeldingerne koster dem penge. Hvis en håndværker har en løn på 30.000, koster det virksomheden 104.000 kroner for et halvt års sygemelding. Også for medarbejderen har det typisk økonomiske konsekvenser. Hvis man går til 240 kroner i timen på akkord og ender med at få 160 kroner i timen på dagpenge, er det en stor ændring i lønnen. Det ændrer dog ikke på, at den typiske håndværker fortsat ikke går til sin mester og siger: “Jeg har tankemylder”. Det er ikke en del af mesters uddannelse at tage imod den slags betroelser på en konstruktiv måde.

Hvordan har dine klienter opdaget, at de lider af stress?

Der er flere, der opdager deres stress-sygdom ved fysiske symptomer. Pludselig har de ondt i armen eller i ryggen. For mange er det mere legalt at forholde sig til, end symptomer på psykisk mistrivsel. Min kone er tidligere maler. Hun fik en tennisalbue. Den albue blev ikke god igen, før hun kom i behandling for sin stress. Siden er hendes albue blevet hendes kompas for, hvornår hun ved, at hun igen skal være mere opmærksom på at passe på sig selv. Smerterne kommer simpelthen igen, når hun bliver presset.


Symptomer på stress

Tankemylder, dårlig søvn, fysisk ubehag, være opgivende og ubeslutsom, have hjertebanken, svedture, koldsved, svimmelhed, hukommelsestab, forværring af sygdomme og mange andre symptomer.

Kilde: Ole Sørensen, stressvejleder

35 %

af arbejdsstyrken i Danmark frygter psykisk nedslidning

Kilde: Trygfondens tryghedsmåling, 2023


32 %

af arbejdsstyrken inden for produktion og transport har ikke kræfter til at begynde på andre aktiviteter, når de har fri fra arbejde

Kilde: Trygfondens tryghedsmåling, 2023


37 %

af Malerforbundets medlemmer har følt sig stressede de seneste måneder, og 9 % har følt sig stressede hver dag.

Kilde: Medlemsundersøgelse foretaget af Malerforbundet 2019


Del: