Hvor er det dog hyklerisk
Dansk Byggeri anklager fagforeningerne for at bremse akkordarbejde i malerfaget. De anklager er både usande og hykleriske, mener Malerforbundets formand, Kresten Vendelboe.
I seneste nummer af Malermester Nyt anklager Dansk Byggeri fagforeningerne for at være skyld i, at der er for lidt akkordarbejde i malerfaget.
Men at beskylde fagfagforeninger for at bremse akkordarbejdet er ikke bare hyklerisk. Det er også direkte usandt, mener formand for Malerforbundet, Kresten Vendelboe.
Reaktionen kommer oven på et indlæg i Malermester Nyt fra august. Her udtaler konsulent hos Malersektionen i Dansk Byggeri Henrik Bau, at ”fagforeningerne er med til at bremse anvendelsen af akkordarbejde pga. af de høje satser.” Henrik Bau påstår, at malermestrene holder igen med at anvende akkordarbejde, fordi procentsatserne, der anvendes for opmålergebyr, er for høje.
Men det er noget værre vås, mener formand i Malerforbundet. For hvis malermestrene var så utilfredse med opmålergebyret, så kan de jo gøre brug af ’anden lønaftale,’ når de indgår aftale med svendene om akkordarbejde. Det gør de bare ikke.
»Vi ser stort set ingen mestre, der gør brug af ’anden lønaftale’. Her ligger det maksimale gebyr på 780 kroner. Og det er vel og mærke for malerarbejde, hvor betalingen til svenden ligger på over 100.000 kroner. Drejer det som om malerarbejde for under 10.000, er vi nede på et gebyr på 320 kroner. Så det kan ikke være der, skoen trykker for malermestrene,« siger Kresten Vendelboe.
Han ser hellere end gerne, at akkordarbejde anvendes langt oftere i malerfaget. Og Kresten Vendelboe er mere end åben over for at tage snakken med Dansk Byggeri ved næste overenskomstforhandlinger.
»For Dansk Byggeri skal jo lige huske, at opmåler-gebyret er en del af overenskomsten. Det er jo ikke noget vi i Malerforbundet bare finder på,« siger Kresten Vendelboe og fortsætter:
»Hvis Dansk Byggeri har ideer til, hvordan det kan finansieres i stedet, så er det bare at åbne munden og tale ved næste forhandlinger. Vi vil rigtig gerne tale prislister. Men det kræver altså, at Dansk Byggeri er villige til at tage dialogen med os.«
Kresten Vendelboe er ærgerlig over, at arbejdsgiverne på den måde har behov for at angribe fagforbundene med beskyldninger, der ikke har hold i virkeligheden.
»Det er jo Dansk Byggeri, der er med til at bremse anvendelsen af akkordarbejde ved deres manglende støtte til brug af overenskomsten.«