Investering i velfærd kan øge arbejdsudbuddet
Af forbundsformand i Malerforbundet Tonny Olsen
10 milliarder kroner i skattelettelser. En håndsrækning til det arbejdende Danmark, sagde økonomiminister Troels Lund Poulsen, da regeringen for nylig præsenterede deres nye skattereform. Jeg tror, at langt de fleste danskere kan bruge flere penge. De stigende priser på alt fra dagligvarer til husleje, er noget, mange mærker. Men rækker pengene langt nok i vores private husholdninger til, at vi hellere vil have dem dér, end i den velfærdsstat, vi alle sammen benytter os af?
Det mener jeg ikke. Vi kender alle sammen nogen, der arbejder et sted, der er sparet i bund: En skolelærer uden midler til at rumme inklusionsbørnene i klassen, et sygehus med et personale, der halser efter opgaverne og går ned med stress på stribe. En ældrepleje, hvor vores samfunds ældste i stigende grad sidder alene, fordi personalet konstant må prioritere de mest akutte opgaver. Der bliver råbt vagt i gevær over hele linjen.
Læg derefter til, at fordelingen af skattelettelserne desværre rammer skævt. De giver mest til dem, der i forvejen har meget. Men skattelettelserne er ikke kun givet, så danskerne kan øge deres forbrug, siger Regeringen. Den spår, at skattereformen vil kunne få godt 5000 flere danskere i arbejde frem mod 2030. Det er absolut positivt med et øget arbejdsudbud, for der er mangel på arbejdskraft. Men der er andre måder at tackle den udfordring på.
Økonomiske eksperter og professorer sår tvivl om effekten af regeringens skattereform og de fremtidige skattelettelser. De mener, at det er korrekt, at man kan forvente, at den samlede beskæftigelse stiger, men at nogle danskere vil vælge at holde mere fri, nu de ikke længere behøver at arbejde så meget for at opretholde deres forbrug. Samtidig kan man også spørge sig selv, om de 5.000 mennesker i beskæftigelse, som kun måske bliver en realitet, er 10 milliarder værd i skattelettelser?
Jeg synes, det kunne have klædt regeringen at lægge de 10 milliarder oveni de 32 milliarder til velfærd, de heldigvis også præsenterede. Velfærden er nemlig ikke kun nødvendig for vores trivsel – investering i velfærd har gavnlige effekter på arbejdsudbuddet, viser en rapport fra de økonomiske vismænd. Det fortæller Finansministeriets regnemaskine os bare ikke.
Den medregner ikke effekterne af investeringer i velfærd. Når Finansministeriet kigger på arbejdsudbud, kan de ganske rigtigt se, at det kan øge arbejdsudbuddet at sænke skatten, nedsætte kontanthjælpen og forringe vilkårene for ledige. Men når man investerer i velfærd, har det en afledt effekt. Når vi oplever, at kvaliteten i vores dagtilbud er bedre, har vi en tilbøjelighed til at arbejde mere. Når vi oplever, at vores gamle forældre får den omsorg, de har brug for hver dag, kan vi med ro i maven passe vores arbejde.
Det bliver altså unuanceret kun at se verden gennem finansministeriets regneark. Vores trivsel er i et land som Danmark afhængig af, at vi kan bruge velfærdssamfundets ydelser, når vi har brug for dem. At kvaliteten af institutioner, plejehjem og infrastruktur afspejler de penge, vi afleverer i SKAT. Vores arbejdsliv og privatliv er på alle måder flettet ind i hinanden. Skattelettelser kan man gøre brug af, når hullet i vores velfærd er lappet forsvarligt. Tiden er til højere kvalitet i velfærden. Ikke til skattelettelser – og da slet ikke for toppen.
