| 14. marts 2024

“Jeg skaber noget hver dag”

Nogle gange er der lange dage. Indimellem er opgaverne ensformige. Men Jonas Yde kunne ikke forestille sig at lave andet. Han elsker sit fag som autolakerer.

Af Sophie Holland Fotograf: Lasse Skov

-Indimellem kan man jo blive sat til at slibe et køkken ned i 7 dage. Det lyder nok umiddelbart kedeligt. Men jeg bliver aldrig træt af mit arbejde. For der er ikke to skader, der er ens, og hver dag får jeg en hyggelig dag sammen med mine kolleger.

Det er 24-årige Jonas Yde Petersen, der ikke mangler ord til at beskrive sin begejstring for sit fag som autolakerer.  Han arbejder hos Erling Høi-Nielsen A/S. Selvom han bestemt synes, han er sin løn værd – så er det for Jonas lidt en leg at tjene sine penge.

-Jeg føler, jeg dyrker min hobby, når jeg går på arbejde. Og så har man jo virkelig fundet drømmejobbet, siger han.

Har vundet flere medaljer

Jonas Yde Petersen sætter pris på den holdånd, der er på hans arbejde. Ham og kollegerne er et team, og de arbejder godt sammen.

-Der er mange ting i processen. Jeg maler mest, men hvis grundarbejdet med slibning og spartlingen ikke er i orden, så er det faktisk lige meget, hvor flot jeg maler, siger han.

Efter en skolepraktik som mekaniker, der ikke tændte Jonas nok, kom han i praktik som autolakerer. Efter to dage var der ingen tvivl hos ham. Det var dét her, han skulle. Siden har passionen bragt ham langt.

I 2023 vandt han DM i Skills og tog en bronzemedalje med sig hjem, da han deltog i EuroSkills 2023 i Gdansk.

-Jeg havde været autolakerer i et par år, da jeg stillede op til DM i Skills. Jeg har altid stræbt efter at udvikle mig, og jeg kan godt lide udfordringer, siger han.

Vigtigt at promovere faget

Jonas udviklede sig og fik en kæmpe oplevelse ved konkurrencerne. I tiden op til konkurrencerne fik han forfinet sine evner. Noget som aldrig var sket, hvis ikke han havde hele arbejdspladsens støtte.

-Vi er kun fire på min arbejdsplads. To af dem er lærlinge, og det er primært mig, der maler. Så det havde jo en betydning, at jeg var mange dage væk for at træne. Det var virkelig en kæmpe hjælp, at jeg fik lov til det, siger han.

Jonas mener, at Skills er med til at promovere faget som autolakerer. Mange tror stadig, at det er mekanikeren, der maler de skader, der opstår.

-Jeg tror også, det er vigtigt at bruge de sociale medier. Det er hér, alle unge får meget af deres oplysning, siger han.


Del: