Arbejdsmiljø | 01. juli 2020

Kæmpe sejr: Malerforbundet vinder vigtig sag om arbejdsmiljø

Malerforbundet har vundet en faglig voldgiftssag over Danske Malermestre. Dommen fastslår, at Malerforbundet har ret til at behandle sager om arbejdsmiljø fagretsligt. En afgørende og vigtig sejr for arbejdsmiljøet og medlemmernes sikkerhed og sundhed.

Er der ikke styr på sikkerheden på arbejdspladsen, kan Malerforbundet indkalde arbejdsgiveren til mæglingsmøde, opkræve bod eller tage grelle sager videre i arbejdsretten. Det er endnu engang slået fast med dagens kendelse i en faglig voldgift mellem Malerforbundet og Danske Malermestre.

– Danske Malermestre har fået én over nakken i denne sag. De forsøgte at drage tvivl om en fælles aftale i overenskomsten, og den gik selvfølgelig ikke. I over 47 år har vi behandlet arbejdsmiljøet fagretsligt, og det er ekstremt vigtigt for malernes ve og vel, at vi nu kan fortsætte med det, siger Tonny Olsen, næstformand og arbejdsmiljøansvarlig i Malerforbundet.

Han ser dagens kendelse som en kæmpe sejr for arbejdsmiljøet og vigtigt skridt i kampen for medlemmernes sikkerhed og sundhed.

Afviser Malermestrenes påstand

Danske Malermestre har tidligere forsøgt – uden held – at drage tvivl om overenskomstens § 10 stk. 2, der giver Malerforbundet ret til at behandle arbejdsmiljøsager og drage mestrene til ansvar for brud på Arbejdsmiljøloven.

Denne gang påstod Danske Malermestre, at der skal ligge et påbud fra Arbejdstilsynet, før Malerforbundet kan gå ind i sager om brud på arbejdsmiljøet.

Malerforbundet har afvist påstanden, og sagen er blevet behandlet i en faglig voldgift 4. juni 2020. I dag faldt kendelsen, der altså endte med en sejr til Malerforbundet.

I kendelsen lyder det blandt andet, at:  ”Danske Malermestre skal anerkende, at manglende iagttagelse af de til enhver tid gældende sikkerheds- og velfærdsbestemmelser, jf. maleroverenskomstens § 10, stk. 2, udgør overenskomstbrud, der på sædvanlig vis kan undergives fagretlig forhandling og afgørelse, og at dette også gælder i sager, hvor Arbejdstilsynet ikke har truffet afgørelse.”

Som et af de eneste fagforbund i Danmark har Malerforbundet mulighed for at behandle hele Arbejdsmiljøloven fagretsligt i sager om malerrelateret arbejde – takket være overenskomstens § 10, stk. 2.  Og det har stor betydning for medlemmernes sikkerhed og sundhed, at fagforeningen fagretsligt kan gå ind i sager om f.eks. manglende værnemidler, giftige kemikalier eller farlige forhold på byggepladsen.


Del: