Fyn-Jyllandsyd | 27. november 2019

Kan en maler være stresset?

Debatindlæg af formand i Malernes Fagforening Fyn-Jyllandsyd Kenneth Andersen 

Tunge løft, giftige dampe og manglende brug af personlige værnemidler. Det er problemer, som vi skal og må have fokus på, når vi taler arbejdsmiljø. I hele malerfagets historie har det fysiske arbejdsmiljø med nedslidning og ulykker til følge været noget, der har optaget os i fagforeningen meget. Og med rette. Når vi ser, at pensionsalderen gradvist øges de næste år er der endnu mere grund til fortsat at have fokus på at sikre et bedre og sundere fysisk arbejdsmiljø. 

Men det er vigtigt, at vi i kampens hede ikke glemme et andet aspekt af arbejdsmiljøet. Nemlig det psykiske. For selvom det at være maler, autolakerer eller skiltetekniker er fysisk krævende, så bliver det i højere grad også et psykisk krævende job. 

Men kan en maler være stresset? Her er svaret klart: Ja. 

9 procent føler stress i hverdagen 

Jeg har især de senere år oplevet, hvordan for stramme og urealistiske tidsplaner, dårlig planlægning og generel travlhed presser medlemmerne psykisk.

En undersøgelse blandt Malerforbundets medlemmer viser også, at 37 procent har følt sig stressede de seneste måneder, mens 9 procent føler sig stresset hver dag. 

Det er på ingen måde acceptabelt. Men hvis mester står og tripper for at en opgave skal være færdig hurtigst muligt, ja så bliver maleren presset. Både på tid og på sin faglige stolthed. For det er svært at levere ordentlig kvalitet, hvis arbejdet foregår i hastværk. Det går ud over stoltheden, og med tiden vil det konstante pres måske resultere i stress-symptomer som hjertebanken, indre uro, søvnløshed og angst eller irritabilitet. 

Og det er ikke kun travlhed, der kan føre til stress. Dårlig ledelse, mobning og en grov tone fra mester eller kolleger kan også bidrage til et psykisk belastende arbejdsmiljø. Det ser vi desværre mere og mere til hos vores unge lærlinge. 
Derfor vil vi her i fagforeningen arbejde hårdt for, at det psykiske arbejdsmiljø er ligeså højt på dagsordenen som det fysiske, når vi alle kæmper for et bedre arbejdsmiljø nu og i fremtiden.   

 


Del: