| 03. januar 2024

Karina efter 30 år som maler : Mit arbejde er meget alsidigt 

Hun cykler rundt til de fleste opgaver, imens hun hilser på beboere og ansatte. Karina Birgitte Lasko er maler og arbejdsmiljørepræsentant på Epilepsihospitalet Filadelfia, hvor hun varetager mange forskellige opgaver. 

Karina Birgitte Lasko, 50 år gammel. Arbejder som maler og er arbejdsmiljørepræsentant på Epilepsihospitalet Filadelfia i Dianalund. 

Du har lige holdt 30 års jubilæum som maler på Epilepsihospitalet Filadelfia. Hvordan er dit arbejdsliv? 

Jeg tror, jeg har haft hele mit arbejdsliv hér, fordi mit arbejde er så alsidigt. Jeg strukturerer selv min dag, og jeg køber selv ind. Samtidig er der ofte opgaver, der kommer ind fra højre og skal klares. Den kombination passer mig rigtig godt. Det er et stort areal med mange bygninger, så jeg cykler ofte ud på opgaver alene. Derfor betyder mine kolleger i teknisk afdeling rigtig meget for mig.  Vi har et godt fællesskab, og vi hjælper hinanden. Hvis jeg har tid, bærer jeg lige noget ind før tømreren eller hjælper med at trække rør. Samtidig har jeg et forhold til mange af patienterne og personalet i de forskellige afdelinger. Jeg hilser mange gange på en dag og får snakket med mennesker, der har andre fagligheder end mig. 

Hvad betyder dit arbejde som arbejdsmiljørepræsentant for din hverdag? 

Jeg er arbejdsmiljørepræsentant for hele teknisk afdeling, og jeg er formand for alle faggruppernes arbejdsmiljørepræsentanter her på Epilepsihospitalet. Jeg styrer, at vi mødes og er tovholder og talerør mellem AMR og MED og afdelingernes sparringspartner. 

Hvilket værktøj bruger du mest?

Jeg bruger min cykel rigtig meget, fordi det vil tage alt for lang tid at gå til hver enkelt arbejdsopgave. Til selve maleropgaverne bruger jeg mest pensel og rulle. I sommerhalvåret kitter jeg mange vinduer. Det er en af mine yndlingsopgaver. Jeg er ekstremt god til det, og jeg har tiden til at gøre det ordentligt. Vinduerne bliver renset helt i bund, inden jeg kitter. Da jeg begyndte i malerfaget, var det normalt tømrerens opgave, men her på Filadelfia har jeg altid gjort det selv. 

Om Epilepsihospitalet Filadelfia i Dianalund på Sjælland 

Filadelfia er Danmarks eneste højt specialiserede hospital for patienter med epilepsi. Der er både beboere, der har boet der hele deres liv, og der er patienter i korte forløb. 


Del: