Malerforbundet på barrikaderne: Blokade mod underbetalt arbejdskraft
Malerforbundet var ude med de røde faner torsdag morgen i Søborg ved København. Her støttede vi op om vores venner i 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF), der har indledt blokade mod et boligbyggeri i luksusklassen på Buddinge Hovedgade i Søborg.
Omkring 33 litauiske håndværkere, der blandt andet laver tømrer- og malerarbejde, arbejder til en løn på omkring 60 kroner i timen. Og de arbejder op mod 60 timer om ugen – uden at få overarbejdsbetaling.
Hovedentreprenøren på byggeprojektet, ISCO ApS, har tegnet overenskomst med BJMF, men har så hyret en underentreprenør, UAB Fibrika, som nægter at tegne overenskomst. Firmaet, der har de 33 litauere ansat, opfylder på ingen måde de danske løn- og arbejdsvilkår. BJMF har forgæves forsøgt at komme i dialog med UAB Fibrika, der har nægtet at tale med fagbevægelsen.
Derfor blev der indledt blokade torsdag morgen.
Malerforbundet mødte op torsdag morgen foran byggeriet sammen med godt 200 bygningsarbejdere fra forskellige fagforbund for at vise solidaritet med BJMF, og for at sende et stærkt signal til arbejdsgiverne:
– Vi kan ikke acceptere, at der går arbejdere til så ringe løn- og arbejdsvilkår, og derfor bakker vi selvfølgelig op om denne her faglige blokade, siger forbundsformand Martin B. Hansen, der også var mødt op til protest torsdag morgen.
Som konsekvens har den litauiske direktør for UAB Fibrika valgt at flyve til Danmark torsdag for at drøfte forholdene for hans ansatte med BJMF.
Bliver der ikke rettet op på arbejdsforholdene for litauiske arbejdere, bliver der indledt en ny blokade.