Malerforbundet: Sæt pensionsalderen på pause nu
Det er ikke alle, der kan holde til en højere pensionsalder. Derfor bør politikerne droppe planerne om at hæve pensionsalderen yderligere, mener Malerforbundet.
I dag er den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder på 65 år. Det er en stigning på tre år siden 2004, viser en helt ny analyse fra brancheorganisationen Forsikring og Pension.
At folk bliver længere på arbejdsmarkedet, sker i takt med, at pensionsalderen er steget, og at vi i Danmark i disse år oplever et boom i beskæftigelsen. Aldrig før har så mange lønmodtagere været i arbejde som nu. Og efter politikernes planer, så skal vi alle blive endnu længere på arbejdsmarkedet. Pensionsalderen vil nemlig stige løbende hver femte år og i 2030 hæves den til 68 år.
For da vi generelt lever længere, skal vi også arbejde længere, lyder argumentet fra de politiske magthavere.
Fortsætter den nuværende udvikling, vil børn, der er født i efter 1. juli 2018 kunne se frem til at skulle arbejde til de er 77 år. Det viser et skøn udarbejdet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.
Men ikke alle kan holde til et længere arbejdsliv. Og det kan ikke være rigtigt, at faglærte og ufaglærte i fysisk og psykisk nedslidende job skal betale prisen, når pensionsalderen sættes op. Sådan lyder meldingen fra Malerforbundet:
– Hvor mange, malere, murerarbejdsmænd, sosu-assistenter og andre hårdtarbejdende mennesker ser vi på 77 år? Vi har ikke kendskab til, at der skulle være biologisk belæg for, at mennesker generelt skulle blive fysisk og psykisk i stand til at varetage disse job i så høj en alder. Og slet ikke på ordinære vilkår, siger næstformand Tonny Olsen.
Malerforbundet ønsker, at der nu bliver sat en stopper for den løbende forhøjelse af pensionsalderen, så den forbliver på de 65 år, som den er på i dag.
– Har man lyst og muligheden for at blive på arbejdsmarkedet efter de 65 år, skal man selvfølgelig have lov til det. Men vi må og skal have et arbejdsmarkedet, hvor alle har mulighed for en værdig tilbagetrækning, og hvor man ikke bliver fuldstændigt nedslidt af at gå på arbejde, siger Tonny Olsen.