verden | 07. marts 2022

Malerforbundet støtter Ukraine

Malerforbundet donerer 20.000 til Dansk Folkehjælps hjælpearbejde i og uden for Ukraine.

Den russiske invasion har fordrevet flere millioner ukrainere fra hus og hjem, og mange søger tilflugt i landene omkring Ukraine. Der er akut brug for humanitær hjælp i og uden for Ukraine. Malerforbundet har besluttet at donere 20.000 kroner, der blandt andet går til nødhjælp og etablering af midlertidige shelters til de mange ukrainere, som efter bombningerne står uden bolig.

-Vi står lige nu i en helt uvirkelig og umenneskelig situation med krigen i Ukraine. Derfor er det vigtigt, at vi nu udviser solidaritet med ukrainerne og støtter det gode hjælpearbejde, der foregår lige nu, siger forbundsformand Tonny Olsen.

Dansk Folkehjælp understøtter også hjælp til flygtninge ved grænseovergangene i Ungarn, Slovakiet, Polen, Rumænien og Letland. Her består hjælpearbejdet blandt andet i at modtage flygtninge, hjælpe med transport fra grænseområderne, uddeling af basal nødhjælp og hjælp til medicinsk behandling. I Danmark hjælper Dansk Folkehjælp med etablering og drift af transit-centre, hvor frivillige står klar til at modtage og indkvartere flygtninge fra Ukraine.

Vil du støtte hjælpearbejdet?

Som borger kan du hjælpe det ukrainske folk ved at støtte Dansk Folkehjælps hjælpearbejde. Ønsker du at donere penge til Dansk Folkehjælp, kan læse om, hvordan du gør, på deres hjemmeside. Det er muligt at donere online, via Mobilepay eller bankoverførsel.


Del: