Malerformand: Jeg er ikke imponeret

Debatindlæg af formand for Malernes Fagforening Midtjylland Hans Martin Andersen

Jeg havde med spænding ventet på regeringens nye pensionsudspil, og selvom der ligger nogle nogenlunde elementer heri, må jeg nok sige: jeg ikke er imponeret.

Måske har jeg forventet for meget af vores velfærdsvogtere. Måske har jeg bare for store drømme. Men for mig at se, rykker dette udspil ikke meget for vores kollektive velfærdsrettigheder. Måske blev det Arnes tur, men hvad med alle de, der ikke lige passer ned i ”Arne-kassen”. Generationerne efter 1965. De generationer, der ikke har fulgt en slagen gang med folkeskole til læreplads. Men i stedet har grebet chancerne. De er for unge og har prøvet kræfter med forskellige ting, eller har taget en gymnasieuddannelse, for efterfølgende at kunne uddanne sig til sygeplejerske, pædagog eller lignende. Arbejde, der også genererer et hårdt fysisk og psykisk slid.

Og så er der selvfølgelig dem, der efter gymnasiet opdager, at deres fremtid ligger i en produktionsvirksomhed eller i byggebranchen. Vi ser jo heldigvis ikke ret mange 15-, 16- og 17-årige, der starter i lære. I stedet går de unge længere i skole og bliver mere robuste til arbejdsmarkedet. Men det klæder dem altså ikke på til en ret til tidligere pension. Det er måske netop det, der er galt – ”Tidligere” pension. Hvorfor ikke bare ret til pension for alle? En værdig pension, hvor man også kan have et liv efter arbejde.

Måske er det for stort at drømme om et samfund, hvor folk på 61 år, der føler sig trætte, har rettigheden til at gå fra. Og rettigheden til at blive på arbejdsmarkedet, som langt de fleste, der har energien til det, foretrækker. Tænk, hvis man kunne ringe til bedstemor, når barnet var for syg til børnehave, og hun kunne passe bettetrolden hjemme, i stedet for at slæbe det syge barnebarn med på arbejde. Måske regeringen og folketinget skulle se ud over ”arne kassen” og se på pensionsrettighederne som en helhed og som et gode for hele vores velfærdssamfund.