Debat | 02. marts 2023

Nu må S sige fra over for S

Debatindlæg af Hans Martin Andersen, formand Malernes Fagforening Midtjylland

Det er nu endegyldigt bekræftet, at regeringen med socialdemokraterne i spidsen slagtede vores fridag og gjorde indhug i arbejdsmarkedets parters frihed til at forhandle løn og arbejdstid.

Vi havde håbet til det sidste, at der var nogen i den socialdemokratiske folketingsgruppe, der havde rejst sig i vrimlen og påpeget, hvilken åbenlys uretfærdighed, man var i færd med.

Men desværre. Som lemminger på række stemte folketingets socialdemokrater for at skrotte store bededag. Og dermed kappede de båndet til det gode samarbejde med fagbevægelsen.  Selv de af dem med rod i fagbevægelsen, som tidligere tillidsfolk på arbejdspladserne, med tidligere ansættelser i LO og ansættelser i fagforbund. Ja selv de var tavse, da man skændigt voldtog den danske model. Der er intet mere skuffende, end når de man troede var kammerater, offentligt pisser på en og det historiske bånd, man havde.

Mange er skuffede over socialdemokraterne inde på Christiansborg. Det bør få de lokale socialdemokrater ude i landet til at reflektere over, om der er de rigtige mennesker til at repræsentere deres parti inde på Borgen.

I den kendte tv-serie Matador kan man høre Minna Varnæs sige:”Der stjæles da ikke i den konservative vælgerforening.” Nææ..Men det gør der åbenbart i de socialdemokratiske. Mange af mine kollegaer rundt om på kontoerne i fagforeningerne, i forbundene, ja helt ind i FH, har en historisk tradition for også at have partibogen ”i orden” og det er da også helt fint og deres eget valg. Det siges også, at man altid har haft en gentlemanaftale: At når man var socialdemokrat og fagligt valgt, så blandede man sig ikke i partiarbejdet og paritet blandede sig ikke i det faglige arbejde. Med regeringens indgreb må man i den grad sige, at den aftale er ophørt. Én ting er at opløse storkonflikter og ophæve mæglingsskitser til lov. En anden er direkte at diktere hvordan en overenskomst skal se ud.

Der må være mange rundt i landet der føler sig voldsomt forrådt at det parti, man troligt har betalt til og er medlem af i forvisning om at ens interesser blev varetaget og hvis værdier, man gennem mange år har delt.

Måske det er på tide, at I af vores kollegaer, der bærer en socialdemokratisk partibog, begynder at blande sig i de lokale partiforeningers arbejde med at udpege og anbefale kandidater til kommunal og folketingsvalg. Så kan man måske i fremtiden sikre, at der er kandidater der rent faktisk bærer arbejderbevægelsens værdier med sig ind i det lovgivende arbejde. Mange er skuffede over socialdemokraterne inde på Christiansborg. Det bør få de lokale socialdemokrater ude i landet til at reflektere over, om der er de rigtige mennesker til at repræsentere deres parti inde på Borgen. Det er på tide, at S siger fra over for S.


Del: