Politik | 26. oktober 2018

Ny hovedorganisation har fået sit navn

‘Fagbevægelsens Hovedorganisation’ 

Det bliver navnet på den nye, store hovedorganisation, der er en sammenlægning af LO og FTF. Malerforbundet, som har været en del af LO-organisationen, kommer nu til at høre under Fagbevægelsens Hovedorganisation – eller FH. 

Navnet blev slået fast under et hovedbetyrelsesmøde i LO fredag formiddag. 

I april i år blev det på ekstraordinære kongresser i LO og FTF besluttet, at de to store lønmodtager-organisationer skulle fusioneres. Malerforbundet stemte imod sammenlægningen, men flertallet i LO vandt, og fra 1. januar 2019 bliver Fagbevægelsens Hovedorganisation en realitet. 

LO-formand Lizette Risgaard bliver formand i Fagbevægelsens Hovedorganisation og FTF-formand Bente Sorgenfrey bliver næstformand. 

Med godt en million LO-lønmodtagere og 450.000 FTF-lønmodtagere bliver den nye kæmpeorganisation en tværfaglig organisation, der har mange forskelle faginteresser at tage hensyn til. 

Men Lizette Risgaard fastslår, at den store størrelse kun er en fordel for de forskellige faggrupper: 

– Fagbevægelsen styrker sin indflydelse. Den nye hovedorganisation kan slet ikke undgå at få en stærkere stemme, når vi bliver fælles talerør for mere end 80 faglige organisationer og 1,4 millioner lønmodtagere på tværs af den private og offentlige sektor, siger Lizette Risgaard til Avisen.dk.

 

 


Del: