Opråb: Mange byggevirksomheder trodser Corona-anbefalinger
Pressemeddelelse fra Bygge- Anlægs- og Trækartellet (BAT)
Selvom regeringen på det kraftigste har anbefalet, at folk ikke rejser ind og ud af syv nordjyske kommuner, ser vi alligevel et stort antal bygningsarbejdere, som både fragtes ind til disse kommuner, men i høj grad også sendes ud på opgaver i hele landet.
Det gælder ikke mindst bygningsarbejdere, der sendes til det Storkøbenhavnske område og til hele Sjælland.
Fra Bygge-, og Anlægs-, og Trækartellet synes vi ikke, at det er ret og rimeligt, at vores medlemmer, de almindelige bygningsarbejdere, bliver en lus mellem to negle, hvor virksomheden lader stå til i forhold til de meget klare og stramme anbefalinger, som regeringen har givet. Vi opfordrer derfor til, at virksomhederne straks følger regeringens anbefalinger.
BAT’s medlemsforbund har fået mange henvendelser fra bekymrede medlemmer. Medlemmer der helt forståeligt er bekymrede. Vi har også fået underretninger fra medlemmer, der siger, at de bliver set skævt til på de byggepladser, som de kommer til, uden for de syv nordjyske kommuner.
Dette er ikke rimeligt, at der skal foregå en stigmatisering af bygningsarbejdere på grund af Corona tiltag.
Nogle virksomheder bliver sikkert presset af deres kunder, af bygherrerne. Vi skal derfor rette en kraftig henstilling til, at byggeriets kunder og bygherrerne lige slår koldt vand i blodet, inden de truer med dagbøder og alt muligt andet. Man kan for eksempel i fællesskab aftale længere fælles tidsfrister for færdiggørelse af arbejdet.
Vi er i en ekstraordinær situation. Det kræver, at vi handler ekstraordinært. Men det er der åbenbart nogle virksomheder, der har virkeligt svært ved at fatte. Det er både trist og sørgeligt.
Bygge- Anlægs- og Trækartellet (BAT) er en faglig samarbejdsorganisation for de 7 FH-forbund:
- Malerforbundet
- Blik- og Rørarbejderforbundet
- Dansk El-Forbund
- Dansk Metal
- HK/Privat
- Teknisk Landsforbund
- 3F