Debat | 25. januar 2023

“respektløst! “

Debatindlæg af: Claus von Elling, formand for BAT-kartellet & 3F Byggegruppen, Tonny Olsen, formand for Malerforbundet, Henrik W. Petersen, formand for Blik- og Rørarbejderforbundet, Jannik Petersen, formand for Teknisk Landsforbund, Keld Bækkeklund Hansen, forbundssekretær i Dansk Metal, Simon Tøgern, formand for HK/Privat, Christian Rosenkvist Elgaard, næstformand i Dansk El-Forbund, Palle Bisgaard, forhandlingssekretær i 3F Byggegruppen og Gunde Odgaard, Sekretariatschef for BAT. Bragt i Jyllands-Posten 25.januar 2023.

Vi kan godt se gennem fingrene med, at en regering og et flertal i Folketinget en enkelt gang smider en flue i den suppe, der hedder arbejdsmarkedets parters autonomi og vores suveræne ret til at forhandle løn, arbejdstid og arbejdsvilkår generelt. Men forslaget om at afskaffe store bededag som fridag betyder, at der ligger en hel havmåge og basker med vingerne midt i suppetallerkenen. 

Og så er man gået langt over stregen i den arbejdsdeling, der er mellem lovgiver og arbejdsmarkedets parter.

I den nuværende situation ønsker vi i BAT (Bygge-, Anlægs- og Trækartellet) på ingen måde, at vores medlemmer i bygge- og anlægsbranchen skal arbejde længere. Nedslidningen er i forvejen alt for stor, og de mange tusinde, som forlader branchen, allerede når de er i slut-40’erne, bliver ikke i længere tid af at skulle arbejde mere. Forslaget er ikke blot ”en hund i et spil kegler” i de igangværende overenskomstfornyelser, det er et helt ustyrligt ulvekobbel!

De forhandlinger, der netop nu pågår på hele det private arbejdsmarked, ikke bare på byggeriets område, var i udgangspunktet ikke nødvendigvis de nemmeste, som vi har stået over for. Nu fylder store bededags-forslaget nærmest det hele, og nej-kampagnerne har fået deres argument!

Det er, som om man fra regeringens side ingen respekt har for de store samfundsproblemer, vi løser igennem vores aftalesystem. Vi var behjælpelige, da landet var i krise pga. corona. Vi har med arbejdsmarkedspensionerne sørget for at løfte en kæmpe byrde væk fra det offentlige. Vi tager hånd om vores uddannelser – og sådan kan vi blive ved. Den tak, vi så får, er, at en regering nu vil fjerne en fridag og dermed gribe ind i arbejdsmarkedets parters autonomi i forhold til at fastlægge arbejdstiden i Danmark.

Hvorfor er arbejdsgiverne i øvrigt så tavse? Var der blevet indført en ekstra fridag, så havde vi sikkert hørt fra dem!

Samtidig griber det jo ind i en række traditioner og begivenheder, som rigtig mange danskere ser frem til og deltager i. Det kan være alt fra at være i kolonihaven til at møde gamle venner i bededagsferien, familiefrokoster, sportsstævner, markeder og alt muligt andet i danskernes aktive, sociale fritidsliv. Det vil derfor kun være ret og rimeligt, at hele den danske befolkning får mulighed for at tage stilling ved en folkeafstemning.

Den økonomiske sagkundskab giver heller ikke meget for forslaget. De positive effekter er på en god dag tvivlsomme. Men det regneark, Finansministeriet bruger, og som blandt andet er blevet kritiseret sønder og sammen af den nuværende statsminister, den nuværende beskæftigelsesminister og den nuværende justitsminister, er åbenbart blevet forvandlet til en tryllestav.

Nu skal store bededag gå til Forsvaret. Den måde at drive politik på forekommer fuldstændigt absurd. Logikken må være, at bare vi fjerner fridage nok, så løser vi alle landets problemer.


Del: