Politik | 17. oktober 2018

S: Sats på danske arbejdsløse og unge i stedet for at sænke beløbsgrænsen

Indlæg fra Socialdemokratiet 


Opsvinget skal bruges til at få de sidste ledige med ind i på arbejdsmarkedet. Det er en klar prioritet for Socialdemokratiet. Regeringen vil omvendt sænke beløbsgrænsen og importere faglært arbejdskraft fra udlandet. 

Det går godt med økonomien i Danmark. Flere kommer i arbejde og ordrebøgerne i virksomhederne fyldes op. Det betyder, at mange virksomheder godt kan bruge ekstra arbejdskraft. Derfor mener Socialdemokratiet, at de gode tider skal udnyttes til at få de sidste ledige med ind på arbejdsmarkedet. 

Der skal satses på opkvalificering af danske ufaglærte og på at også de unge kan få en praktikplads og dermed en sikker fremtid. Flere på ufrivillig deltid skal have chancen for at komme op på fuldtid og bidrage endnu mere til det danske fællesskab.

Og så skal opsvinget udnyttes til at sikre plads på arbejdsmarkedet til de stadigt flere seniorer, der både kan og vil fortsætte på arbejdsmarkedet, selvom de har ret og mulighed for at gå fra.
Det er målet for Socialdemokratiet. Regeringen vil en anden vej. Regeringen vil nemlig sænke beløbsgrænsen, som i dag sørger for, at det alene er højt specialiseret arbejdskraft, som importeres uden for EU. I stedet ønsker regeringen, at det fremover også skal være muligt at hente f.eks. en murer fra Indien eller en anlægsgartner fra Kina til Danmark. 

Socialdemokratiet formand, Mette Frederiksen, er dybt forundret over regeringens prioritering.

– Det her handler ikke om, hvorvidt højt specialiseret arbejdskraft skal kunne komme til Danmark – selvfølgelig skal de det, og det kan de i dag – men når virksomhederne efterspørger flere medarbejdere, hvorfor så ikke satse på alle dem, der i vores eget samfund står uden for arbejdsmarkedet, de næsten 50.000 unge, der slet ikke er i gang med en uddannelse?, siger Mette Frederiksen.

Socialdemokratiet ser hellere, at man styrker erhvervsskolerne. 

– Jeg synes, det er urimeligt, at regeringen med den ene hånd skærer ned på de unges erhvervsuddannelser og dermed forhindrer fremtidens håndværkere i at blive så dygtige, som de kan blive, for med den anden hånd at åbne for konkurrerende arbejdskraft fra tredjelande, siger Mette Frederiksen. 

Regeringen har siden den tiltrådte i 2015 skåret ned på erhvervsuddannelserne med det såkaldte omprioriteringsbidrag. Hvert år skal alle erhvervsskoler spares 2 pct., og det har regeringen for nylig besluttet, skal fortsætte tre år mere. Socialdemokratiet vil droppe omprioriteringsbidraget helt. Det er netop erhvervsskolerne, som skal levere den faglærte arbejdskraft, som virksomhederne efterspørger. 

Malerforbundet mener: 

Forbundsformand i Malerforbundet, Martin B. Hansen, er enig i udmeldingen fra Mette Frederiksen: 

– Man kan jo kun give Mette ret. Sats nu for pokker på Danmarks unge og dem, der er arbejdsløse. I stedet for at fortsætte den evindelige ævl om mere billig udenlandsk arbejdskraft. Nedskæringer og besparelser har aldrig været – og vil aldrig blive – et tiltag, der øger kvaliteten af vores uddannelsessystem eller tiltrækker de mange unge mennesker, som vi har hårdt brug for, tager en erhvervsuddannelse, lyder det fra Martin B. Hansen. 

 

 


Del: