Arbejdsmiljø | 19. december 2019

Stor uenighed: Er det livsfarligt at lakere elbiler?

Der er ingen officielle regler og vejledning til lakering af el- og hybridbiler. Det kan i sidste ende være livsfarligt, advarer Dansk Bilbrancheråd, der er bekymret for eksplosionsfare i kabinen. Men den bekymring er en ’fis i en hornlygte’ siger arbejdsgiverorganisation SKAD.

At pille ved en elbil er omtrent lige så farligt som at stikke fingeren i en stikkontakt. Men på de danske autolakerer- og karrosseriværksteder er der ingen officielle sikkerhedsregler for arbejdet med el- og hybridbiler.

– Det er meget bekymrende, at der i Danmark ikke er lovgivning på dette område. I Tyskland og andre europæiske lande er der lovgivning, der går ind og beskytter de mennesker, der reparerer disse typer biler. Man kan være bange for, at det først er, når ulykken er er sket, at problemet bliver taget alvorligt herhjemme, siger Finn Larsen, der er teknisk konsulent i Dansk Bilbrancheråd.  

Eksplosionsfare

Når en bil skal lakeres, foregår det dels i en eksplosiv atmosfære og dels i en opvarmet sprøjtekabine. Men spændingen på el- og hybridbiler er så høj, at det er ekstremt farligt at anvende samme arbejdsgange som ved almindelige biler, forklarer Finn Larsen.

– Problemet er, at når en elbil starter og slukker, sker det via en elektrisk forbindelse, der er nede i motoren. Det er lidt ligesom en elektrisk boremaskine. Men i det øjeblik den forbindelse er tilsluttet, så kan der udvikles gnister, som kan få denne eksplosive atmosfære til at reagere.

Finn Larsen forklarer, at de forskellige bilproducenter af hybrid- og elbiler dog udstikker nogle sikkerhedsvejledninger, men da vejledninger er forskellige fra producent til producent, tvivler han på, at det er til nogen gavn for autolakereren eller reparatøren. Han foreslår, at Sikkerhedsstyrelsen eller Arbejdstilsynet i stedet gik ind og lavede nogle generelle sikkerhedsregler for arbejdet med hybrid- og elbiler. Og gerne hurtigst muligt.

– Jeg ved ikke, hvad der kan ske, men man kan frygte det værste. Ulykker i eksplosive atmosfærer, får jo ofte loftet til at lette, siger Finn Larsen.

SKAD: Populistisk udmelding

Hos arbejdsgiverorganisationen SKAD (Køretøjsbygger- og Autoskadebranchen i Danmark) er direktør Thomas Krebs dog lodret uenig i udmeldingerne fra Dansk Bilbrancheråd:

– Det er en fis i hornlygte. Det er slet ikke farligt at lakere elbiler. En bil, der skal lakerers, skal være i orden. Det vil sige, at karrosseriværkstedet jo ikke har lov til at levere en bil, hvor batteriet fortsat har skader. Så det er altså karrosseriværkstedets ansvar, siger Thomas Krebs og fortsætter:

– Autolakereren skal jo bare følge producenternes vejledning for, hvad de må sætte temperaturen til. Og så er der ingen problemer. Men hvis de ikke overholder vejledningen, så kan autolakererne derimod have et garantiansvar over for kunden, hvis der er noget, der går galt.

Thomas Krebs har for nyligt selv lavet en vejledning for netop autolakering af elbiler, hvor han blandt andet henviser til bilproducenternes egne vejledninger.

Men hvis du ikke mener, det er farligt at lakere elbiler, hvorfor har du så lavet denne vejledning?

– Når Dansk Bilbrancheråd kommer med sådan en udmelding, som efter vores mening er fuldstændig populistisk, så laver vi en guideline for netop at afkræfte, at der er et problem. Men guidelinen fortæller selvfølgelig også om, at der er højspænding i de her biler. Så selvfølgelig skal man ikke stikke en skruetrækker ned i bunden eller hælde bilen over med vand, hvis den begynder at ryge, siger Thomas Krebs.

Finn Larsen er bekendt med den nye vejledning fra SKAD, men mener, at vejledningen peger i forskellige retninger. 

Arbejdsgivers ansvar

Malerforbundet følger problematikken nøje.

– Det skal altid være sikkert at gå på arbejde, og vi vil holde skarpt øje med dette område, siger næstformand Tonny Olsen, der understreger, at det altid er arbejdsgivers ansvar at sikkerheden på værkstedet overholdes og at de ansatte har de nødvendige regler og vejledninger.

Arbejdstilsynet bekræfter, at der ikke findes officielle regler og retningslinjer på området, men henviser til brancheorganisationen BFA.

BFA Industri oplyser, at de har en generel vejledning for arbejdet med hybrid- og elbiler, der dog ikke indeholder specifikke retningslinjer for autolakerere. De arbejder dog på en ny og opdateret vejledning for arbejdet med hybrid- og elbiler, som forventes at være færdig i slutningen af 2020.


Del: