Stressramte Mette blev hentet af ambulancen: “Prisen var alt for høj”

Mette var en pligtopfyldende medarbejder med et skyhøjt drive. Lige indtil hun blev ramt af alvorlig stress.

I månederne op til, at den dengang 30-årige Mette Lindberg blev sygemeldt med stress,vidste hun, at der var noget i vejen. Hun var vant til at være den medarbejder, der tog en ekstra tørn, og den kvinde og mor, der havde mange bolde i luften. Nu sov hun ikke om natten, og både børn og arbejde var opgaver, der skulle overstås.

“Jeg har altid boet det samme sted, men en dag kunne jeg pludselig ikke huske vejen til mit arbejde. Jeg fik også meget ondt i maven. Lægen udskrev medicin mod mavesår,” siger Mette Lindberg.

Ikke ret længe efter stod Mette en morgen op og havde smerter i brystet. Hun overbeviste sig selv om, at det ikke var noget. Hun tog hen i det byggemarked, hvor hun arbejdede. Men da hun senere på dagen talte med en kunde, fik hun pludselig stråling ud i armen.

“Jeg forsøgte at holde fokus på at tale med kunden, men pludselig kunne jeg ikke mærke mine fingre,” siger hun og fortsætter:

“Da jeg lidt senere lå i ambulancen, følte jeg mig helt ligeglad. De kunne tage mine arme og ben, hvis det var det, de ville. Alt var slukket hos mig,” siger Mette.

Stress udviklede sig til angst

Undersøgelserne på hospitalet viste, at Mette ikke fejlede noget, der kunne måles. Hun blev sendt hjem med en stress-sygemelding. Tre uger efter skulle hun langsomt trappe op i arbejdstid igen. Men Mette var stadig meget syg og måtte efter fire timer tage hjem.

Herefter fulgte en turbulent tid, hvor Mette sagde op på sit arbejde, fordi de ikke ville støtte hende i at trappe langsomt op i tid. Hun fik arbejde som ufaglært maler i 20 timer. Det var godt for hende, men hun var forpligtet til at søge et fuldtidsjob, og sådan et fik hun hurtigt. De mange timer slog hende ud igen. Denne gang blev hun fuldtidssygemeldt.

“Jeg har flere gange tænkt over, at jeg skulle have været fuldtidssygemeldt med det samme. Min stress havde udviklet sig til angst. Jeg var bange for andres forventninger, når jeg var sammen med dem, og jeg var bange for at være alene med børnene. Det var så langt fra, hvem jeg var. Det var skræmmende,” siger Mette.

Lokalpsykiatrien hjalp Mette

Imens Mette var fuldtidssygemeldt, gik hun på et forløb i lokalpsykiatrien for mennesker med angst.

“Det reddede mig. Jeg var lykkelig, da jeg forstod, hvordan stressen havde kortsluttet min hjerne, og hvordan jeg skulle arbejde med angsten og min krop for at blive hel igen,” siger Mette.

Desværre fik Mette endnu en nedtur. Jobcentret overhørte hendes, lægens og psykiatriens anbefaling om ikke at presse hende for hurtigt op på fuld tid efter hendes sygemelding. Hun holdt i fire måneder, før hun igen røg ned med et brag og endnu engang måtte forbi lokalpsykiatrien.

I gang med uddannelsen som maler

Mettes terapi og sygemelding hjalp, og hun trappede langsomt op på fuldtid som ufaglært maler hos den mester, hun tidligere havde været hos.

Hun fik en ny sagsbehandler ved kommunen, der var helt med på, at hendes timetal skulle øges meget langsomt. Hun kom op på fuld tid, og det har hun været de seneste tre år. I dag har Mette fået en ny arbejdsplads.

Efter nogle måneder sagde jeg til min nye mester, at jeg kunne tage uddannelsen som maler ret hurtigt, fordi jeg havde så meget erhvervserfaring. Så det er jeg i gang med nu, og det er jeg rigtig glad for, siger Mette.

Stressramte har brug for ro

I dag er Mette rask, men hun har ændret væsentlige ting i sin hverdag. Både hun, hendes mand og børnene laver færre ting i deres fritid. Det giver familien mere ro.

“Det største, jeg har fået med mig fra mit sygdomsforløb, er, at jeg har lært at lytte til min krop. Jeg forstår nu signalerne. Men prisen var alt for høj for at lære den lektie,” siger Mette, hvis stressforløb strakte sig over tre år, før hun blev helt rask.

Hun håber, at andre stressramte vil møde mere forståelse i systemet, end hun gjorde.

“Jeg endte jo med at få flere tilbagefald, fordi jeg blev presset i gang for tidligt. Det er ikke nogen god investering. Min stress udviklede sig til angst og blev mere alvorlig. Det endte med at have personlige konsekvenser for mig, og det kostede samfundet flere penge,” siger hun og fortsætter:

“Jeg er dybt taknemlig for den tålmodighed, min første malermester havde med mig. Han var altid omsorgsfuld, han turde spørge ind til mig og havde forståelse for, at optrapning skulle foregå i mit tempo. Det er dét stressramte har brug for. Ikke det modsatte,” siger Mette.