Debat | 04. juli 2023

Svendebrevet fortjener samme hyldest som studenterhuen

Debatindlæg af Rasmus Juul, næstformand i Malerforbundet

Jeg er vild med studentervognene, og kan ikke blive andet end i godt humør, når de unge studenter fester derudad og fejrer afslutningen på deres gymnasietid.

Men studentervognene, der hvert år skyder sommeren i gang, minder mig også om alle dem, der også fortjener at blive hyldet. Men slet ikke bliver det i samme grad.

“I vores samfund har der været en træls tendens med at se ned på de faglige uddannelser. Man har mange steder hyldet en studenterhue som den eneste vej til succes. Men et svendebrev er mindst lige så flot og vigtigt!”

Det er de mange unge, der vælger at tage en erhvervsuddannelse og stolte står med et svendebrev i hånden i stedet for en studenterhue på hovedet.

Deres præstationer fortjener vores anerkendelse og respekt.

I vores samfund har der været en træls tendens med at se ned på de faglige uddannelser. Man har mange steder hyldet en studenterhue som den eneste vej til succes. Men et svendebrev er mindst lige så flot og vigtigt!

Svendebrevet symboliserer ikke kun en faglig uddannelse, men også mange års hårdt arbejde, dedikation og godt håndværk! Og det er vigtigt!

Erhvervsskoler lider under flere års besparelser

Vores samfund ikke kan fungere uden dygtige faglærte. Vi har brug for malersvende, tømrersvende, elektrikersvende og de mange andre fagfolk til at bygge, reparere og skabe smukke, holdbare og bæredygtige omgivelser for os alle. De unge, der tager en erhvervsuddannelse, er nøglen til vores samfunds fremtid og vækst! Det er også dem der fysisk bærer den grønne omstilling ind på skuldrene.

Erhvervsskolerne spiller en afgørende rolle i at uddanne og forme disse nye fagfolk. Desværre lider mange erhvervsskoler under mange års besparelser og politisk underprioritering. Det påvirker undervisningens kvalitet og muligheden for at give de studerende den fornødne oplæring, det bedste værktøj og ordentligt udstyr. Det er på tide at erkende, at vi skal investere mere i erhvervsuddannelserne og sikre, at de får tilstrækkelige midler til at uddanne de fagfolk, vi har brug for.

Jeg er glad for at se, at politikerne har taget bestik af ‘lærlingeoprøret’ og har rettet deres opmærksomhed på de faglige uddannelser i den nye uddannelsesreform, der lover flere penge til erhvervsskolerne fra 2025.  

Det er godt nok også på tide, at politikerne omsætter deres ord til handling. Vi har brug for politisk vilje til at sikre, at vores erhvervsskoler modtager de nødvendige ressourcer og støtte, så de kan levere ordentlige uddannelsesforløb til de kommende generationer af fagfolk.

Lad os bryde med stereotyperne

Til de unge, der nu står med et svendebrev i hånden, ønsker jeg at sige: I har allerede opnået noget stort, og I fortjener vores hyldest. I har vist en utrolig faglig stolthed, og jeres færdigheder vil bidrage til at forme vores samfund mange år ud i fremtiden.

Lad os sammen fejre jeres præstationer og lad os for pokker, en gang for alle bryde med den stereotype opfattelse af, at en studenterhue er det eneste symbol på succes og værdi.

“Vi er nødt til at stoppe denne ulige opfattelse af, at en faglig uddannelse er en andenrangsvalg i forhold til en akademisk uddannelse.”

Lad os sammen fortsætte med at kæmpe for bedre vilkår, flere ressourcer og den anerkendelse, I fortjener.  Vi vil stå ved jeres side og arbejde for at sikre, at erhvervsuddannelserne forbliver attraktive, veludviklede og tidssvarende.

De unge, der har valgt en erhvervsuddannelse, har taget en vigtig beslutning. De har valgt en vej, der kræver hårdt arbejde, dedikation og en ægte passion for deres håndværk. Det er denne passion og dedikation, der gør dem til uvurderlige bidragsydere til vores samfund og gør dem til stolte håndværkere inden for de fag, de holder af.

Vi er nødt til at stoppe denne ulige opfattelse af, at en faglig uddannelse er et andenrangsvalg i forhold til en akademisk uddannelse. Begge veje er lige vigtige og bidrager til vores samfunds mangfoldighed og fremgang.


Del: