| 12. oktober 2023

Thomas troede ikke hans arbejdsulykke var alvorlig: Manglende beviser fik konsekvenser 

Da maleren Thomas Sørensen kom ud for en arbejdsulykke, troede han ikke, han var kommet slemt til skade. Derfor tog han ikke billeder af ulykkesstedet, han gik ikke til læge med det samme, og der var ingen vidner. Desværre fik det konsekvenser. 

Tilbage i januar 2019 var 49-årige Thomas i gang med at sprøjtespartle, imens han gik på et stillads. Foran ham lå en spånplade, som dækkede over et hul. Den skulle have været skruet fast, men det var den ikke. Den tunge spartle-slange fik trukket pladen væk, og da Thomas trådte frem, faldt han ned i hullet og kom til skade med sin skulder. 

-I første omgang vidste jeg ikke, hvor slemt det var. Jeg tænkte, at det skulle arbejdes væk. Det var ikke sådan, at jeg var flov, men jeg gik ikke og pralede med, at det var sket, siger Thomas.  

Thomas anmeldte ulykken hos sin arbejdsgiver og byggepladsens sikkerhedskoordinator samme dag. Men han gik først til læge, da der var gået knap fire uger. Efter lægebesøget arbejdede Thomas 15 timer om ugen. Han koordinerede og deltog i bygge- og sikkerhedsmøder på en række byggepladser – hvilket ikke var fysisk hårdt. 

-Så snart jeg hævede min skulder lidt op, fik jeg ondt. Jeg kunne ikke bære en indkøbspose eller trække en håndbremse. På et tidspunkt fik jeg en blokade-indsprøjtning. Den virkede mod smerterne i en periode, men virkningen varede ikke ved, siger han og tilføjer: 

Der var aldrig nogen, hverken læger eller fysioterapeuter, der fandt ud af, hvad der var i vejen med min skulder, siger han. 

Sagen ruller

Sideløbende med Thomas’ behandlinger og nedsatte arbejdstid, henvendte han sig til sin lokale afdeling i fagforeningen. De fik sagen videre til Malerforbundets socialrådgiver Hanne Kjærby, som hjalp ham med at køre sin arbejdsskadesag og erstatningsansvarssag. 

Malerforbundet satte også deres advokat på sagen. Sammen med Thomas forsøgte de at finde ud af, hvorfor pladen var løs, og hvem der havde ansvaret for det. Det lykkedes ikke, og det lykkedes heller ikke at finde nogle vidner til ulykken. 

Thomas vandt erstatningsansvarssagen i byretten, men han tabte den i landsretten. Der var tvivl om, hvorvidt ulykken var foregået, som Thomas fortalte det, og der var ingen vidner. Fordi Thomas først gik til læge knap fire uger efter ulykken, blev der stillet tvivl om, hvorvidt ulykken var årsag til hans smerter. Dét fik betydning. 

-Tænk, hvis jeg var gået til læge med det samme, og hvis jeg havde fået kontaktoplysningerne fra ham, der også var til stede. Men et halvt år senere var det umuligt, og der var også ting, jeg havde glemt. Små detaljer som måske var vigtige, siger Thomas. 

Fik medhold i arbejdsskadesagen 

Thomas fik ikke medhold i sagen om erstatningsansvar, men han fik anerkendt sin arbejdsskadesag. Det kunne dog også være endt anderledes, siger socialrådgiver Hanne Kjærby, der hjalp Thomas med sagen. Jeg er meget glad for, at Thomas vandt arbejdsskadesagen, men vi kunne have været udfordrede af, at der ingen vidner eller fotodokumentation var, og at Thomas ikke gik til læge med det samme, siger Hanne Kjærby. 

For Thomas var det en stor hjælp, at Hanne havde styr på alt det formelle. Hun fik tingene til at rulle og havde styr på de bolde, som var oppe i luften. 

-I dag ærgrer jeg mig selvfølgelig over forløbet op til, at jeg tager kontakt til Malerforbundet. Jeg kendte faktisk alt til reglerne om, at man skal skynde sig at gå til læge. Jeg tænkte bare ikke, at det var så slemt. Jeg håber, at min historie kan få andre til at anmelde deres arbejdsulykker og gå til læge, lige når de sker. Også selvom ulykken ikke umiddelbart virker voldsom, siger Thomas. 

Ny uddannelse og nyt job 

Et år efter ulykken var der ingen udsigt til, at Thomas’ skulder blev bedre. Han blev bevilget revalidering og valgte at uddanne sig til bygningskonstruktør. I juni 2023 blev han færdiguddannet. Det har været både svært og spændende at tage en ny uddannelse. Nu har jeg fået job hos Arla som sikkerhedskoordinator. Det er jeg rigtig glad for, siger Thomas.

I dag er han ikke plaget af smerter, så længe han holder sig fra fysisk arbejde. 

– Jeg kan godt male et vindue eller feje noget sammen, men jeg kan ikke mere end det. Så får jeg ondt. Så det var nødvendigt, at jeg skiftede spor, siger han. 

 Hvis du kommer ud for en ulykke på dit arbejde, så husk altid: 

  • Anmeld til din arbejdsgiver med det samme 
  • Gå til læge 
  • Hvis det er muligt at tage billeder af ulykkesstedet, så tag gør det eller få kolleger til det 
  • Få kontaktoplysninger på vidner med navn, telefonnummer og arbejdsgiver 

Forskellen på arbejdsskadesag og erstatningsansvarssag 

Arbejdsskadesag: Forsikringen dækker, selvom der ikke er en skyld at placere. Dækker b.la. godtgørelse for varige mén, erstatning for tab af erhvervsevne og helbredsudgifter som medicin og træning
Erstatningsansvarssag: Dækker kun, hvis man kan placere ansvaret for ulykken hos arbejdsgiver eller andre. Dækker b.la. erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte.


Del: