Arbejdsmiljø | 01. maj 2019

Ungdomsformand: Der er stadig meget at kæmpe for

Autolakerer og formand for MFD Ungdom Nanna Svane var i dag i Go’ morgen Danmark på TV2 for at debattere 1. maj og arbejderkamp med formand for Metal Ungdom Thomas Skriver. 

Og der er stadig meget at kæmpe for, fastslog Nanna Svane, der især fremhævede den stigende pensionsalder:

“Der er mange kampe, der fylder meget. Men netop pensionen er rigtig vigtig. For den almene murer, bygningsmaler, autolakerer eller skiltetekniker, de kan sgu’ ikke arbejde, til de er 73-74 år. Og det er frustrerende og rigtig hårdt, så vi er nødt til at råbe politikerne op og sige, at de skal ikke blive ved med at hæve pensionsalderen. Men vi er også nødt til at sætte fokus på efteruddannelser og på forebyggelse gennem et bedre arbejdsmiljø,” lød det blandt andet fra Nanna Svane.

1. maj er vigtig

Hun var enig med Metal Ungdoms formand i, at Arbejdernes Internationale Kampdag er vigtig. Både for at hylde arbejderbevægelsen, men også for at stå sammen om de fremtidige kampe: 

“Det er en dag, hvor vi er nødt til at stå sammen. Der sker rigtig meget i vores samfundet lige nu, og der sker rigtig meget rundt om i verden. Så lige netop denne dag er supervigtig at holde hævd på. Det er i dag, vi skal stå sammen. Vi skal også mindes de mennesker, der har kæmpet for denne dag. Det har kostet blod, sved og tårer- og liv! Blandt andet inde i Fælledparken. Og det er også vigtigt at mindes. Og så handler det om fællesskabet og de fremtidige kampe, vi skal tage.”

Mere oplysning til de unge

Nanna Svane havde også en opdring til politikerne om mere oplysning til de unge generationer. Hun mener nemlig, at samfundet svigter, når de unge mennesker ikke lærer om fagbevægelsen i skolen:

“En almindelig folkeskoleelev ved ikke rigtig noget om fagbevægelsen, hvilket er supervigtig, for det er noget, der både rammer samfundsfag og historie. Der skal sættes mere fokus på, at de unge mennesker får noget information. For det er jo heller hver dag, snakken bliver taget hen over middagsbordet, fordi vi lever i en travl hverdag. Så der er brug for mere fokus på, at de unge fra folkeskolen får information om, hvad er det, fagbevægelsen står for, og hvordan kan de hjælpe de unge, når de skal ud og finde et erhverv,” lød det blandt andet fra Nanna Svane. 

 


Del: